Børneorganisationer: Hjælp børn mod seksuelle krænkere nu

Forældrene skal uddannes til at tale med deres børn om digitale krænkelser, lyder det fra en ekspert.

Enhver kan bag skærmen blive en trussel for et barn hvor som helst. Derfor er der brug for en massiv bedre oplysning til både børn og deres forældre om de digitale risci, som nettet byder på, mener eksperter. (Modelfoto)

Enhver kan bag skærmen blive en trussel for et barn hvor som helst. Derfor er der brug for en massiv bedre oplysning til både børn og deres forældre om de digitale risci, som nettet byder på, mener eksperter. (Modelfoto)

KØBENHAVN:Oplysninger fra politiet om to meget store sager inden for kort tid om seksuel afpresning og grooming af børn og unge slår med al tydelighed fast, at der er brug for en langt stærkere forebyggelse på området.

Det siger flere eksperter, der arbejder med børn og seksuelle krænkelser.

- Jeg er dybt rystet over, at sagerne kan få lov at udvikle sig så meget, før de opdages. Det vidner desværre om, hvor let det er at lokke drenge og piger i den her fælde, siger direktør Rasmus Kjeldahl fra Børns Vilkår.

Han ser et akut behov for at øge de unges modstandskraft og viden om seksuel afpresning via nettet.

- Der er brug for en langt mere solid digital dannelse - fra børnene er helt små, og som skal opdateres løbende siden, siger han.

- Det digitale liv fylder så meget i tilværelsen i dag, at vi har totalt forsømt at lære børnene de færdselsregler, der skal til, så de ikke kommer til skade på nettet, siger Kjeldahl.

Han efterlyser en større indsats fra både børnehave, skole og forældre.

- Forældrene spiller en nøglerolle. Vores egne undersøgelser vise, at under halvdelen af forældrene taler med deres børn om de her ting. Desuden er forældrenes viden på området ofte meget sparsom.

Han peger på, at mange forældre kun har en uklar fornemmelse af, hvad der foregår i deres børns digitale liv.

- Men forældrene er det første bolværk. Tør man ikke tale med sine forældre om det eller er flov over, at man har gjort et eller andet, som har fået konsekvenser, så får børnene ikke den hjælp, de har brug for, siger han.

Kuno Sørensen, der er psykolog og ekspert i vold og seksuelle overgreb mod børn hos Red Barnet, er enig.

- Optimalt set var det bedste, at alle forældre kom på et kursus, hvor de lærer at snakke med deres børn om, hvad de laver online, siger han.

- Man skal have skabt en alliance med børnene mod krænkerne, i stedet for at man kommer med en hel masse formaninger, så børnene ikke har lyst til eller tør fortælle, hvad de oplever på nettet, siger Kuno Sørensen.

Syd- og Sønderjyllands Politi har den seneste uges tid løftet sløret for to store sager en om seksuel afpresning og grooming af hundredvis af børn og unge.

To mænd fra henholdsvis Varde og Esbjerg sidder fængslet i sagerne.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.