Børnesjov på nettet

Gratis børnesider er en guldgrube af spil, film og kreativ leg, så det er ikke nødvendigt at købe en cd-rom for at underholde børnene ved pc’en.

Jo, det er Kaj og Andrea! Når du har klædt dem ud, kan de printes og farvelægges.
EMNER 8. maj 2007 21:58

Med moderne teknik er mange websider blevet lige så flotte og levende som traditionelle børnespil, og udvalget er imponerende. Den ubetingede topscorer til mindre børn er: www.dr.dk/oline. Dette er den fælles indgang til DR’s skatkiste af, hvad man kunne kalde ”Internet for dig”. Nyd de mange sjove lyde og animationer i hovedmenuen - eller klik på radioen og fjernsynet til højre for at høre og se de seneste afsnit af Lille Nørd, Sigurd og andet godt fra gemmerne. Øverst og nederst er her genveje til flere figurer fra DR’s børneunivers, som hver især tilbyder en bunke lege og aktiviteter. Du kan f.eks. lægge puslespil og lege skole med Bamse og Kylling. Eller klæde Kaj og Andrea ud med alt fra prinsessetøj og cowboyvest til grisetryne og elefantører. Resultatet kan udskrives og farvelægges på gammeldags maner - uden brug af computer. Kendte figurer Andre tv-stationer fisker også efter børnene, og der er da sjove ting imellem. TV2 byder velkommen på: teddy.tv2.dk - men indholdet drukner lidt i reklamer, som overdøver det reelle indhold. Også helt bogstaveligt - så husk at lukke hovedsiden (eller afbryde lyden), før du klikker dig videre til de små spil og konkurrencer med blandt andre Martin & Ketil og Jungledyret Hugo. TV2 giver også plads til Pixeline - en gammel kending, som dog virker påfaldende passiv i forhold til cd-rom-udgaven. Disneys tv-kanal til de mindste (Playhouse) holder til på: kortlink.dk/3u2x. Her kan man blandt andet spise honning med Peter Plys, bygge rutsjebaner med Fedtmule og bladre i Stanleys ”store bog om alting”. Udvalget er bredt - men også så tyndt, at man hurtigt bliver færdig med det meste. Og så er det en stor ulempe, at mange aktiviteter forklares med tekst i stedet for tale. Det samme gælder hos konkurrenten på: www.cartoonnetwork.dk. Hovedvægten er her på simple spil med direkte styring. Et meget stort plus er, at nogle af spillene (f.eks. basketball) kan spilles af to på samme tid. I øvrigt er der mere af samme skuffe på: www.jetix.dk, men lad være med at skrue for højt op. Tonen er langt mere afdæmpet på: www.barnetro.dk. Det er en flot side, der dog næppe lever op til sit formål om at give børn en introduktion til kristendommen. Til gengæld er det sjovt at høre Peter Belli give den som sognepræst, og de små spil er så nemme, at alle kan være med. Knap så velproduceret er: www.spilmeddyr.dk, som drives af Dyrenes Beskyttelse. Men du kan da more dig med de sædvanlige puslespil, vendespil og malebøger. Og der er mere af samme skuffe hos Danmarks Naturfredningsforening på: kortlink.dk/3u2z. Rådet for Større Færdselssikkerhed har samlet et dusin opgaver og spil på: www.trafiksjov.dk. Her skal man blandt andet placere forskellige trafikanter rigtigt i trafikken, samle en cykel - og teste sig selv i en slags teoriprøve for fodgængere. De yngste får mere ud af: www.pegebogen.dk. Med mus eller piletaster bladrer man gennem billeder af dyr, musikinstrumenter og dagligdags ting. Billedkvaliteten er svingende, men de tilhørende lyde er en del mere spændende end de fysiske babybøger, der bare siger piv. Alt for få har hørt om: www.tihiiplanet.dk, som er en gratis samling af spil, opgaver og aktiviteter for de 3-10 årige. Her trommes, males, regnes og pusles - helt uden reklamer. Kreativ uden computer Udover spil byder nettet på en del kreative sider, der kan aktivere børn og voksne - også efter, at computeren er slukket. Hos Experimentarium i København kan du f.eks. lære at bygge raketter, ”bøvsebomber” og ”djævleslim” - alt sammen hjemme på køkkenbordet (kortlink.dk/3u55). De sjove eksperimenter ledsages af en forklaring, så ungerne - og måske en og anden voksen - også bliver en smule klogere. Den gamle leg med påklædningsdukker får nyt liv med en pc og en printer - og ikke mindst hjemmesider som: kortlink.dk/3u34. Her findes et væld af flotte påklædningsdukker med en imponerende garderobe. Lige til at printe, farvelægge, klippe ud og lege med. Drengene vil måske foretrække papirfly - så tjek de opfindsomme modeller på: www.paperairplanes.co.uk. Teksten er på engelsk, men her er instruktive diagrammer og endda videoklip. Og man kan jo lægge blødt ud med ”luftskibet”, der blot er en bøjet papirstrimmel med et hak i hver ende. Der flyves endnu højere på: kortlink.dk/cy7, hvor du kan lære at bygge dine egne drager. Det er lidt mere krævende - men til gengæld er opskrifterne på dansk. Her er endda vejledning til, hvordan man får det selvbyggede vidunder til at udføre loops, ottetaller og andre imponerende stunts. Og nu ungerne er lokket ud i den friske luft, er der mere inspiration at hente i den gigantiske ”legedatabase” fra FDF. Legen begynder på: www.fdf.dk (klik til venstre på: ”Legedatabasen”). Vi har kun lige skrabet overfladen. Et godt trinbræt til endnu flere børnesider kan findes på: www.dotbot.dk, som er bibliotekernes bidrag til overblikket. Prøv også at søge i Google efter: børnespil. Men vær opmærksom på, at en del af disse websteder er fyldt med reklamer og i værste fald spionprogrammer og andet snavs, der let sniger sig ind på computeren, hvis de små sidder alene ved skærmen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...