Børneteater om trolde opføres på biblioteket

2. april ville H.C. Andersen som bekendt være fyldt 200 år. Det fejrede Manna-Thise Borgerforeningen i eventyrets tegn ved at opføre "Troldene kommer", skrevet af Henning Rand Jensen. Nu opfører børnene fra Manna-Thise også teaterforestillingen i Brønderslev by. Det sker lørdag i salen ved Brønderslev Bibliotek. - Forestillingen blev så stor en succes, at børnene nu vil give en ekstra-forestilling i Brønderslev, så børn og forældre her kan få den samme gode oplevelse, og det endda ganske gratis, fortæller fritids- og kulturkonsulent Inger Aarup-Kristensen. Stykket handler om For længe længe siden levede nisserne i Thise Bakker og elverfolket i mosen fredeligt side om side med menneskene. Elverkongen og Kildeånden, de bedste venner rejser en dag til Norge for at besøge Dovregubben, som fylder 500 år. Så begynder problemerne hjemme i Thise Bakker - troldene kommer. 22 børn fra 3. til 7. klasse opfører stykket. - Vi håber at rigtig mange børn, forældre og bedsteforældre vil afsætte en time lørdag formiddag til at se dette stykke, siger Inger Aarup-Kristensen. Alle er velkomne uanset alder.