Børns Vilkår: Kommuner må holde hånd under fattige børn

Især børn lider, når far og mor bliver fattige, siger Børns Vilkår, der efterlyser mere hjælp fra kommunerne.

Med indførelsen af det nye kontanthjælpsloft bliver der i mange familier, hvor forældre er uden job, færre penge at gøre godt med.

Derfor bør kommunerne give en ekstra hånd til familier på kontanthjælp, så lediges børn ikke fratages muligheden for at få sund skolemad og et socialt liv på linje med deres klassekammerater.

Det siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår.

- Vores oplevelse er, at når børnefamilier bliver fattigere, så går det ud over børnene. Jeg håber virkelig, at kommunerne vil have fokus på de her børn, siger Rasmus Kjeldahl til Ritzau.

Han efterlyser, at kommunerne tilbyder hjælp til familierne, så børnene kan deltage i det sociale liv på nogenlunde lige fod med kammeraterne.

Direktøren i Børns Vilkår foreslår, at kommunerne tilbyder fattige børn gratis medlemskab i sportsklubber og hjælp til for eksempel tøj, mobiltelefoner og penge til klassekassen i skolen.

Københavns Kommune har ifølge Rasmus Kjeldahl vist et godt eksempel ved at indføre en ordning med gratis skolemad til fattige børn.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.