Børspanik: Milliardtab

De danske aktier blev i går ramt af en ren kursmassakre, der vil gå over i historien som en af de værste i Københavns Fondsbørs' historie.

EMNER 7. oktober 2008 10:12

KØBENHAVN: De 20 største aktier lukkede med et fald på over 11 procent - det største fald nogensinde herhjemme. Samlet tabte aktionærerne over 115 milliarder kroner i kursværdi alene på C20. Især bankerne blev hårdt ramt. Danske Bank endte med et minus på 15,8 procent. Banken venter et tab på udlån på 1,8 milliarder kroner i tredje kvartal. - Vi er på vej mod ned-smeltning. Det er voldsomt, og jeg har ikke oplevet noget lignende. Folk har kapituleret, siger afdelingschef for skandinaviske aktier Ole Kjær Jensen fra Sydbank. Ved midnatstid mandag præsenterede regeringen en hjælpepakke til den finansielle sektor. Bankerne stiller selv med 35 milliarder kroner i de næste to år og giver afkald på gyldne bonusordninger. Hjælpepakken fjerner loftet over indskydergarantien. For bankkunderne betyder det, at de ikke længere behøver være nervøse for at miste indskud over 300.000 kr. - Redningsplanen vil klart virke stabiliserende, vurderer Per Nikolaj Bukh, professor i økonomi og medlem af Spar Nord Banks bestyrelse. Mange banker meddelte i løbet af mandagen via Københavns Fondsbørs, at de melder sig ind i garantiordningen, som skal sikre dem likviditet i nødstilfælde. Det gjaldt blandt andre en række mindre banker - blandt andre Fionia Bank, Max Bank, Spar Nord Bank, og Vestjysk Bank, som for nyligt blev dannet ved sammenlægningen af Vestjysk Bank, Ringkjøbing Bank og Bonusbanken. Dyrest for de store banker Mens de mindre banker kommer til at punge ud med beløb, der spænder fra 15 op til 200 millioner kroner for medlemskabet, så kommer det til at koste landets store banker, Nordea og Danske Bank, beløb i en helt anden størrelsesorden. Danske Bank må punge ud med 2,5 milliarder over garantiens to leveår, mens Nordea forventer en regning på omkring 1,5 milliard kroner. Finansrådets formand Peter Schütze sagde på mandagens pressemøde om den danske garantifond, at langt de fleste af de danske banker ventes at tilslutte sig fonden. Bankerne har en uge til at beslutte, om de vil være med.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...