Børsting: Det bliver kæmpestort

Frederik Børsting ventes at starte inde i sin første europæiske kamp siden oktober

Rasmus Boye Estrup
Frederik Børsting ventes at starte på højrekanten i torsdagens Europa League-kamp mod Club Brugge. Arkivfoto: Lars Pauli
Sport 18. februar 2015 20:17

AALBORG: Frederik Børsting har ikke fået spilletid i de seneste fire europæiske kampe for AaB.

Men i træningskampene har det 20-årige talent fået meget spilletid på højrekanten og det ligner da også en klar startplads torsdag aften, når det gælder hjemmekampen mod Club Brugge i 1/16-finalen i Europa League.

- Det er fedt. Jeg tror først, jeg egentlig ved, hvordan det er, når jeg står her i morgen klokken 19 og går ind på banen. Men jeg er helt sikker på, at det bliver kæmpestort, og jeg tror, der kommer en masse tilskuere og kigger. Nu skal vi give dem noget godt at kigge på i hvert fald, siger Frederik Børsting.

Skal levere offensivt og defensivt

Han ved, hvad Kent Nielsen forventer af ham i morgen, og hvad han selv er indstillet på at levere:

- En kæmpe, kæmpe arbejdsindsats. Både defensivt og offensivt. Jeg skal være lidt mere med i det offensive, men samtidig også få lukket fuldstændig af defensivt, siger kantspilleren.

Han både håber og tror på, at AaB torsdag aften kan levere et resultat, der giver dem en chance for videre avancement.

- Jeg håber på en sejr. Men der er ingen tvivl om, at hvis vi kan spille til nul her, har vi en god chance. Hvis vi kan få puttet en enkelt ind eller måske to, har vi et fint udgangspunkt, siger Frederik Børsting.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...