EMNER

Bøvl med brevkasser

100.000 nordjyske husstande skal have brevkasser op ved vejen inden nytår.

Foto Henrik Bo

Foto Henrik Bo

Skal den stå helt ude ved fortovet? Må den vende siden til? Og hvordan får vi den i det hele taget sat op? Jo, der bliver snakket rigtig meget om brevkasser, nu da der kun er 69 dage til, at alle skal have sådan et monstrum stående ved vejen. I Nordjylland var der i april 103.000 husstande, som endnu ikke havde sat en brevkasse op, og mange af dem mangler stadig. En stor del af dem er også godt irriterede over, at det snart er slut med at få breve, aviser og reklamer ind ad brevsprækken i fordøren. - Men når den nye postlov træder i kraft til nytår bliver alle bare behandlet ens, så der ikke som nu på den samme vej kan være beboere, der får posten leveret ind i huset, mens andre må hente den ude ved vejen, påpeger Jørgen Fischer, chef for Privatkundeområde Vest hos Post Danmark. Her har man nok at gøre med at vejlede danskere, som er i tvivl om opstillingen af brevkasser. Langt de fleste søger og får hjælp via Post Danmarks hjemmeside, men 1000 henvendelser om dagen bliver det alligevel til for tiden. Folk har nemlig travlt med at få brevkasserne op, inden der går frost i jorden. Eller i hvert fald brevkassestanderne for mange venter med at montere selve brevkassen. Og nyder at kunne hente posten tørskoet et par måneder endnu.