Litteratur

Bog-aktuel forfatterfortæller om USA

FREDERIKSHAVN:Dagen før Bill Clintons besøg i Frederikshavn udkom meget aktuelt romanen ”Må Gud bevare Amerika” skrevet af Peer Holm Jørgensen, som i mange år boede i Amerika. Onsdag den 11. oktober kl. 19.30 kan man møde ham på Frederikshavn Bibliotek. Peer Holm Jørgensen tager i sit foredrag udgangspunkt i sin tid i Havnegade i Frederikshavn omkring midten af 50`erne og de oplevelser derfra, som prægede ham, så han selv ville jorden rundt. Han fortæller om sin første tid på langfart og om mødet med de fremmede kulturer, livsformer og religioner frem til den sene efterårsaften i New Yorks subway, hvor han havde en oplevelse, der satte kimen til romanen ”Må Gud bevare Amerika”. Bogens handling udspilles i dagens USA op til næste præsidentvalg. Med en republikansk præsident, der gerne vil genvælges og huskes som forsoneren og med en demokratisk udfordrer, der vil genoplive Kennedy-æraen, er scenen sat til den sædvanlige konkurrence mellem velhavende hvide mænd om retten til Det hvide Hus – lige indtil en gammel neger modsætter sig at en byggekoncern vil opføre en forskerby på et område, hvor et lille multietnisk mandssamfund har eksisteret på egne præmisser i mere end 75 år. Vil du vide mere, så mød op på biblioteket onsdag den 11. oktober, hvor Peer Holm Jørgensen også fortæller om arbejdet med at skrive romanen, om stjerner og vandbærere, om ensomhed og et liv med de figurer man skaber, der pludselig, når det sidste punktum er sat, glider ud af ens liv.