Brovst

Bog-minibus leveres i oktober

JAMMERBUGT:Der er nu efter lange og trange politiske forhandlinger bestilt en bog-minibus til Jammerbugt Kommunes biblioteker. Den forventes leveret i oktober, oplyser ledende bibliotekar Susanne Hjorth Hansen. Minibussen, en Renault Master, bygges op med nyt karosseri, og den får manuel kørestolsrampe. - Vi skal mødes midt i juli for at aftale den nøjagtige indretning, fortæller bibliotekaren. Der bliver 20-22 meter hylder samt krybber og kasser til cd'er og dvd'er, en biblioteksarbejdsplads og siddepladser til besøgende. Bussen får depotplads i Brovst, hvorfra der køres til 16 holdepladser, som kulturudvalget har fastlagt. Om fredagen besøges institutioner. Biblioteksbussens køreplan vil senere blive annonceret.