USA

Bog udpeger ny Watergate-mand

Washington: Det var Hvide Hus-rådgiveren John Dean, som beordrede det opsigtvækkende indbrud i Det Demokratiske Partis hovedkvarter og således var manden bag, hvad der senere blev kendt som Watergateskandalen i USA. Det fremgår af en ny bog "Den stærke mand: John Mitchell og Watergatehemmelighederne", som udkommer i denne uge. Bogen er et portræt af Mitchell, præsident Richard Nixons daværende justitsminister, og den er skrevet af James Rosen, journalist i Washington for tv-kanalen Fox. Rosen har foretaget en lang række interview og gennemgået et stort antal dokumenter under forberedelserne af bogen. Det forkludrede indbrud i Demokraternes partihovedkvarter i Watergatebygningen i Washington skete i juni i valgåret 1972, hvor Nixon genopstillede, og det havde til formål at placere aflytningsudstyr. Nixon blev genvalgt, men hans forsøg på at dække over Det Hvide Hus' rolle i sagen førte til, at han i august 1974 trådte tilbage ved udsigten til en rigsretssag. John Dean har vedholdende nægtet at kende til Watergateplanen før efter afsløringen. Han fik sin egen fængselsstraf nedsat, fordi han optrådte som anklagerens vidne mod andre tiltalte./ritzau/Reuters