Skolevæsen

Bogbus bød på gys og gru ad libitum

Klokkerholm skole fik bogbus på bestilling. Forsøgsordningen med Book en bogbus er en succes og fortsætter

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Bogbussen var klædt på til opgaven. Ved indgangen anslog græskarmanden den rette gys-og-gru-stemning.

BRØNDERSLEV-DRONNINGLUND:Book en bogbus er blevet så stor en succes, at ordningen fortsætter - også ud over de tre måneder, der oprindelig var afsat til forsøget. Det fortæller biblioteksleder Bente Kristoffersen. Både grupper i Brønderslev Kommune og den vestlige del af Dronninglund Kommune har bestilt besøg af bogbussen. - Erfaringerne viser os, at det er et godt tiltag. Der har ikke alene været stor interesse for tilbuddet - men også en meget bred interesse for at få bogbussen ud. Mange forskellige grupper har bedt os komme på besøg, siger bibliotekslederen. Ideen med projektet er, at få biblioteket ud, hvor folk færdes. Og at få endnu flere børn og voksne til at benytte sig af den brede vifte af tilbud bibliotekerne har. Hver uge siden forsøget blev sat på hjul, har der været bud efter det rullende bibliotek. Indtil nu har borgere i Dronninglund og Brønderslev Kommune bestilt bogbussen cirka 30 gange - og flere kan nå at komme i betragtning, inden forsøgsperioden udløber. Nogle gange er bussen læsset med bøger målrettet til den aldersgruppe, der ønsker bogbus-besøget. Andre gange er bussen læsset med bøger til et bestemt tema. Således stod den i går på Gys og Gru ad libitum, da bogbussen var inviteret til Klokkerholm Skole. Og for at understrege uhyggetemaet, gemte der sig edderkopper, rotter, slanger og andet kryb på hylderne - og ved indgangen blev gæsterne budt velkommen af et par halloween-græskar. Og lånerne var synligt tilfreds med det friske pust af gys og gru. Bøger målrettet lånere Jørgen Larsen sad klar ved computeren, mens eleverne gik på opdagelse, og bibliotekar Susanne Andreasen stod klar med hjælp og råd. - Vi skifter bøger ud afhængig af, om det er en skole, dagplejere eller børnehaver vi besøger, fortæller Susanne Andreasen. Når de yngste lånere er på besøg i bussen, venter der foruden børnebøger også bløde bamsedyr og legetøj. I Klokkerholm kiggede skolebibliotekar Susanne Jensen indenfor. Og hun glædede sig over besøget. - Når det kommunale bibliotek laver sådan et tilbud - at de ville fylde bussen med et bestemt tema - så griber vil tilbuddet, siger hun og tilføjer, at skolebibliotekets udvalg indenfor de enkelte emner er begrænset. - Og så er det da en stor oplevelse at komme ind i bussen og se et anderledes bibliotek, siger Susanne Jensen. - Børnene i Dronninglund Kommune kender jo ikke til en bogbus. Anderledes og fleksibelt Biblioteksleder Bente Kristoffersen ser projektet som et supplement til biblioteksbetjeningen. - Vi vil gerne forsøge at gøre vores tilbud anderledes og mere fleksibelt med Book en bogbus. Det er jo ikke et enten eller - vi vil gerne vise, hvad vi kan tilbyde, og hvad vi står for på bibliotekerne. - Og vi vil blive ved med tilbuddet i den nye kommune i et eller andet omfang. Lige meget hvad, vil vi gerne fortsætte med Book en bogbus som en del af bogbusbetjeningen, fastslår Bente Kristoffersen. En række skoler, dagplejegrupper, efterskolen i Try, Brønderslev Uddannelsescenter, børnehaver, aktive ældre og babysvømmere i Brønderslev står på bussens besøgslisten. Og i Flauenskjold har borgerforeningen bedt bogbussen deltage, når foreningen afvikler et julearrangement først i december. - Alle, der har kontaktet os, synes det er alletiders ide. Bogbussen giver mere fleksibilitet og bøgerne passer til dem, der kommer i bussen - og det giver en god service. Projekt Book en Bogbus er det første af sin art i landet, og Brønderslev-Dronninglund Bibliotek har til projektet fået forsøgspenge fra Biblioteksstyrelsens udviklingspulje - i alt 114.000 kroner.