Bogbus skal ud til børnehaverne

Biblioteker 3. september 2004 06:00

SÆBY: Den kommunale bogbus står stille to dage om ugen. Det er spild at resurser, mener man på Sæby Bibliotek. - Derfor arbejder vi p.t. på, at bogbussen onsdag og fredag skal ud til børneinstitutioner rundt om i kommunen, siger overbibliotekar Mette Caspersen. Målet er naturligvis, at førskolebørn bliver fortrolige med bogbussen og lærer at bruge den. Samtidig understreger Mette Caspersen, at initiativet er led i bibliotekets stædige arbejde med at sikre alle kommunens borgere fri og lige adgang til information og kultur. I de bestræbelser gælder det primært om at nå ud til borgere, der ikke er særligt mobile. Nemlig børn og ældre. Bogbussen har allerede kommunens to ungdomsskoler som fast holdeplads. Men ifølge Mette Caspersen kan det være svært at gøre de unge tilfredse. - De forventer at finde det, de har brug for, med det samme. Men bogbussen kan ikke have alt med. Det betyder, tror jeg, at de unge i stedet tyr til internettet. Men også her kan biblioteket og bogbussen have en mission. Vi tilbyder kurser og kan lære de unge at søge, siger Mette Caspersen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...