Bogbus triller ikke ind i 2015

Som en del af Frederikshavn Kommunes besparelser nedlægges bogbussen, som kører ud til de små byer

Kasper Ørkild
Fra 1. januar får borgere ikke længere besøg af bogbussen.
Frederikshavn 24. november 2014 14:28 - Opdateret 24. november 2014 14:29

FREDERIKSHAVN: Fra 1. januar stopper bogbussen med at trille gennem de mindre byer i Frederikshavn Kommune. Det er en af konsekvenserne af de besparelser, som rammer Center for Bibliotek og Borgerservice i kommunens budget for 2015.

Efter mange års debat om bogbussen samt udgifterne omkring den lægges bussen nu i graven. Førhen har der været diskuteret, om den kunne reddes ved, at bibliotekarerne havde stort kørekort, så chaufføren kunne spares væk. Men nu spares bussen fuldkomment væk.

Dermed skal man drage mod bibliotekerne i Skagen, Frederikshavn eller Sæby - eller filialerne i Østervrå eller Aalbæk - for at få fingrene i en biblioteksbog.

Bogbussens fravær i kommunens små byer vil blive savnet. Det fortæller Inge Wæhrens, som er en af de bibliotekarer, der betjener brugerne af bussen.

- Det bliver da en mangelvare mange steder. Der er mange af de ældre mennesker, som er meget kede af, at de mister deres bibliotekstilbud. Så der er skam nogen, som bruger det og kommer til at savne det, fortæller Inge Wæhrens.

Det har i længere tid været en kendsgerning, at den 18 år gamle bogbus skulle tages ud af tjeneste i det nye år. Men i valget mellem at få en nyere model ind eller droppe konceptet helt er det den besparende valgmulighed, som er blevet taget.

Gennem en uge holder bussen i Gærum, Elling, Jerup, Kvissel, Nielstrup, Ravnshøj, Skærum, Strandby, Øster Holmen, Brønden, Dybvad, Holtbjerg, Hørby, Præstbro, Sulbæk, Syvsten, Thorshøj og Voerså.

Borgernes sidste mulighed for at benytte bogbussen bliver 22. december, hvor den sidste tur køres.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...