Børnepasning

Bogbussen kører fortsat til Gug og Skipperområdet

Filial i Vodskov bliver næsten døgnåben og der skal betales pr. sms i nyt varselssystem for udlån

AALBORG:Skole- og kulturudvalget blev i går enige om en række ændringer på kommunens biblioteker og bogbusser. NORDJYSKE Stiftstidende omtalte allerede i går forslaget, som blev vedtaget med enkelte ændringer. Eksempelvis valgte politikerne ikke at følge indstillingen med hensyn til at lukke bogbusstoppestedet i Gug og reducere bogbusbetjeningen i Skipper-området. - Vi har en forpligtelse over for byens borgere i de to områder, siger skole- og kulturrådmand Henrik Thomsen (SF), der peger på, at de tidligere bibliotekslukninger i områderne ikke er faldet i god jord de pågældende steder. Nu vil biblioteket diskutere med samråd og borgergrupper, hvordan man kan gøre bogbusserne mere attraktive i de to områder. Børnehaver Til gengæld var der enighed om at lukke bogbusstoppestedet ved Føtex i Aalborg Øst. Når politikerne ikke vælger at skære de pågældende steder, så betyder det også, at man ikke kan bogbusbetjene 43 børnehaver som først planlagt. Nu skal man se nærmere på, hvilke børnehaver, der kan betjenes. Politikerne besluttede sig også for at gøre Vodskov Bibliotek nærmest døgnåbent samt at gøre det til et næsten selvbetjent bibliotek. - Så følger vi op på det senere, men nu vil vi gerne have sat det i værk. Henrik Thomsen afviser i øvrigt, at man vil til at gøre alle biblioteker betjeningsfri. Til gengæld forsøger man at give bibliotekerne forskellige profiler. Skole- og kulturudvalget valgte også at følge indstillingen med hensyn til otte bibliotekers åbningstider. Filialerne i Nørresundby, Vejgaard, Haraldslund og Løvvang får reduceret åbningstiden med samlet 20 timer ugentligt, mens filialerne i Hasseris, Svenstrup, Vestbjerg og Grønlands Torv får udvidet åbningstiden med samlet set 20 timer ugentligt. Politikerne vedtog desuden at indføre selvbetjeningssøndage på biblioteket i Haraldslund. Der ændres også på sommerlukningen næste år. Her lukkes seks lokalbiblioteker i tre uger, mens åbningstiden halveres på de øvrige i samme periode. Betaling pr. sms Fra 1. januar bliver det også muligt at få tilsendt en sms, før udlånsdatoen på biblioteksmateriale udløber. Politikerne i udvalget blev enige om, at der ikke skal betales abonnement for ordningen men derimod pr. sms. - Det er ud fra, at vi ikke skal tjene penge på ordningen men alene have dækket vores udgifter.