Bogcafe med appetit på mere

Lånere lokkes til biblioteket af appetitvækkere med ord og mad - i Nibe stod den på sandkage og nye lag i Matador

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Korsbæk-trioen med Olga Carlsen, Johanne Andersson og Martin Kjeldgaard gav et udvalg af melodier fra Korsbæk og et repertoire, som Korsbæks egen kammertrio også kunne have fremført.

Egentlig burde den slags forbydes, for mange ægtemand har formentlig siddet derhjemme med knurrende maver. Deres koner havde nemlig andet for i går omkring spisetid. De var til sandkage og kaffe på det nye bibliotek i Nibe. For sådan er det, når Aalborg Bibliotekerne byder på bogcafe. Der er altid noget til hovedet, men også til maven. Laura havde rynket panden Emnet var litteraturen i tv-serien Matador. Litteraturkredsen af 1990 havde sørget for sandkage a la kokkepigen Laura, som dog nok ville have rynket panden: Man serverer da ikke på paptallerkener og i plastickopper for herskabet. Bibliotekar Ove Rasmussen snuppede også et stykke kage, før det gik løs. Egentlig ikke, fordi han trængte, men mere fordi, han føler sig så godt hjemme i Matador-universet. Selv om han kender alle afsnit og replikker ind og ud, var det en opdagelse, da det gik op for ham, at Ingeborg Skjern læser den franske dramatiker Jean Racine. Nærmere bestemt skuespillet Fædra, der bygger på en græsk tragedie om en dronning, der forelsker sig i sin unge stedsøn. - Kongen bliver vred og sender sin søn bort, og parallellen ligger lige for: Den hårde Mads Skjern som bortviser sin søn Daniel Skjern, resolverer Ove Rasmussen. Kirk på køkkenbordet Det vel nok stærkeste øjeblik i Matador er også tæt forbundet med littaratur, for da Maude Varnæs hjælper bankens Hr. Stein med at flygte, kommer de ud til grisehandler Oluf Larsens gård. På køkkenbordet ligger en bog, at Hr. Stein konstaterer, at "her læser man også Hans Kirk" (Daglejerne). - Men jeg er sikker på, at det ikke er Oluf Larsen, der har læst i den. Det er hans kone Katrine, for hun er den type, at selv om Kirk var kommunist, og hun var Venstremand, så var de samme type. Når det gjaldt, så handlede de, bemærker Ove Rasmussen. Biblioteket i St. Algade er godt proppet med cirka 50 tilhørere, og bogcafeen har været udsolgt i længere tid. Indimellem går glasskydedøren op og i, mens andre lånere kommer ind og skæver nysgerrigt til forsamlingen, for der lyder også musik fra cello, violin og klaver. Matador-trioen fra Aalborg spiller musik fra serien. Undervejs kommer deltagerne også op at stå for at få frie luftveje til at istemme "De tre musikaner". Ny rolle som bibliotekar Bibliotekets bogcafeer kører på sjette år - fire i efteråret og fire i foråret - og støt og roligt kommer der flere publikum. Da Matador-cafeen i efteråret blev holdt på Hovedbiblioteket, var der 200 besøgende. - Bibliotekarers rolle var tidligere meget at formidle og vi skulle ikke tage stilling, så derfor var det noget af en udfordring i starten at stille sig op og sige noget. Men vi har lært det, og her skal vi være subjektive, for vi fortæller kun om bøger, som vi selv kan stå inde for, bemærker Ove Rasmussen, som sammen med kollegerne kun har trænet lidt i at stå foran et publikum. Næste bogcafe er i øvrigt allerede i morgen, når man på Hovedbiblioteket i Aalborg kan komme med på en litterær rejse til Berlin.