Bogen på natbordet er den samme

Selvom der er stor forskel på indkomsten, låner de to grupper stort set de samme bøger

Skattepolitik 30. december 2004 05:00

AALBORG: Der er stor forskel på, hvor mange penge de mennesker i Aalborg med de højeste og laveste indkomster tjener. Men når det gælder om, hvilket bog der skal ligge på natbordet i henholdsvis Hasseris og i området ved Eriksholmparken, så er der ikke den store forskel. Det viser en opgørelse fra bibliotekerne i de to områder som Det nordjyske Landsbibliotek har foretaget for NORDJYSKE Stiftstidende på henholdsvis Hasseris Bibliotek og Løvvang Bibliotek. På de to bibliotekers top 10 lister over de mest reserverede bøger i december var der otte gengangere på de to top 10-lister bl.a. Dan Browns "Da Vinci mysteriet" og B.S. Christiansens " Et liv på kanten". - Folk er i bund og grund ikke forskellige. Dem, der låner bøger er de samme, det er der ikke forskel på sådan nogle ting, men måske låner vi flere spil og musik ud, siger lederen af Løvvang Bibliotek, Tove Vestmark Christensen. Og det er netop forskellen på de to lister. På Løvvang-biblioteket er dvd-spillet "Dragonball Z- Budokai 2", cd-en med Drengene fra Angora og bogen med blandt de 10 mest reserverede, mens der på Hasseris Bibliotek er tale om bøgerne med Jette A. Kaarsbøl " Den lukkede bog" og Liza Marklund "Asyl". På Hasseris Bibliotek er der 5.072 registrerede lånere, mens der på Løvvang Bibliotek er 2203 registrerede lånere. - Det er nok, fordi at vi er en lidt mere blandet befolkningsgruppe i det her område, og biblioteksbenyttelsen er måske lidt anderledes af den grund, siger Tove Vestmark Christensen. Til gengæld besøges biblioteket mere i Løvvang, hvis man ser på antallet af registrerede lånere. 85.000 lånere har i årets første 10 måneder besøgt biblioteket i Hasseris, mens der på Løvvang Bibliotek har været 52.000 besøg. I samme periode har der i Hasseris været 87.000 udlån mod 41.000 i Løvvang. - Vi har et rigtigt flot besøgtal i forhold til det antal lånere, vi har, siger Tove Vestmark Christensen, der tror, at det skyldes, at flere af af beboerne i området bruger biblioteket som et værested og bl.a. benytter afdelingens computere.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...