Boghandleren er læsehest

Læser mange bøger for at kunne anbefale dem

BRØNDERSLEV:Det var noget af en tilfældighed, at det blev boghandler, Kirsten Christensen, Brønderslev, valgte som sin levevej. Kirsten Christensen, der er fra Nr. Lyngby, var som ung ansat i sommerferierne i både købmandsforretning og bagerforretning i Nr. Lyngby, men hun fandt ud af, at det ikke var det, hun ville være. Hun har altid været glad for at læse, så hun besluttede sig for, at hun gerne ville i en boghandel. Hun tog med moderen til Hjørring, hvor de besøgte Otto Olesens boghandel. - Der var en elevplads et år senere, og vi fik den besked, at vi kunne komme igen næste år, hvis jeg stadig havde interesse for at komme i en boghandel. Interessen var ikke mindre året efter, og jeg kom i lære i forretningen i Hjørring, fortæller, fortæller Kirsten Christensen, der brugte ventetiden til hun kunne få lærepladsen, til at arbejdet et år i huset. Hun blev uddannet som boghandlerassistent i 1974. I 1978 fik hun ansættelse hos boghandler Peter Hinsch, der dengang havde boghandel i Bredgade i Brønderslev. Kirsten Christensen fortsatte i forretningen, da Ove Samson i 1994 overtog forretningen, der i 1988 var flyttet til den nuværende placering i Stjernekrydset. I 1995 overtog Kirsten Christensen forretningen efter Peter Hinsch. I fjor blev hun kontaktet af kæden Bog & Idé, der spurgte, om vi var interesseret i at åbne forretning i Frederikshavn, hvor man ikke var repræsenteret. - Jeg slog til, og jeg er nu hovedsageligt i Frederikshavn, mens Anja Mathiasen er bestyrer af forretningen i Brønderslev, fortæller Kirsten Christensen, der har seks ansatte i de to butikker. Kirsten Christensen er noget af en læsehest. - Det har jeg altid været, siger Kirsten Christensen, der dog ikke når at læse alle bøger, der udkommer. - Man skal alligevel kende indholdet, så man læser lidt af bogen eller et koncentrat, så man kan snakke med om bogen, fortæller hun. - De bøger, man selv har læst, har man lettest ved at sælge, fortæller hun. Hendes foretrukne forfattere er klassikere - Herman Bang, englænderen Robert Gaddard og svenskeren Lisa Marklund. Kirsten Christensen vil gerne, at det bliver en stor oplevelse for kunderne at komme i forretningen. Derfor arrangerer de specielle ting i forretningen. - Vi holder undertiden natåbent, og det bliver der også i forbindelse med udgiven af ”Harry Potter og Phønix Ordenen” natten til 11. oktober, fortæller Kirsten Christensen. - Det er Anja Mathiasen, der er primus motor for de utraditionelle aktiviteter. Anja Mathiasen er meget iderig. I fritiden cykler Kirsten Christensen en del, ligesom hun holder af ferieture med familien. Både herhjemme og i udlandet. Da sønnen Thomas var meget aktiv i Brønderslev Badminton Club, var Kirsten og Bo Christensen meget aktive i klubben. Gennem mange år har hun hjulpet på Store Brønderslev Marked, hvor hun har stået i pølsevogn med mere. Kirsten Christensen, der bor i Asgård i Brønderslev, er gift med Bo Christensen, der er kølemontør. De har foruden sønnen Thomas på 26 år, der læser til ingeniør i Aalborg, mens Anne på 19 år, der netop er blevet færdig på hf-studiet på Brønderslev Gymnasium, er i huset i Klampenborg. Den runde dag fejres under private former.