Bogkøbernes store dag

Litteratur 28. februar 2003 07:00

HOBRO: Der er tyve minutter til bogudsalget begynder i Haarsløvs Boghandel i Hobro. Termometeret viser minusgrader. Foran boghandlen står kun en enkelt kvinde. - Jeg er lidt overrasket over, der ikke er flere. Der var også flere for fire år siden, smågriner Gudrun Dyremose, mens hun kigger på vinduernes tilbud. Til daglig arbejder hun på Hobro/Terndrup Sygehus, men i dag er en fridag. Alligevel har hun fået sin mand til at køre sig ind til bogudsalget. - Det er en stor dag. Jeg er medlem af Gyldendals Bogklub og køber de bøger, jeg gerne vil have, men i dag er en dag, hvor man skal tænke fremad. Det er en god dag til at købe gaver, forklarer Gudrun Dyremose. På ønskesedlen står blandt andet H.C. Andersens "Vintereventyr", Stephen Kings "Den Grønne Mil", og da hun ser den i vinduet, Ole Sohns "Frihedens Port" - Heldigvis er der flere udgaver af hver bog, konstaterer Gudrun Dyremose. Det viser sig også nødvendigt. Langsomt støder flere til, så da dørene åbnes, er det 15 til 20 personer, der strømmer ind af dørene og går til angreb på bøgerne. Ringenes Herre viser endnu en gang sin popularitet hos hobroenserne. 1700 så filmversionen af toeren "De to tårne" i Filmteatret. Og efter 20 minutter er trilogien i bogform til halv pris støvsuget fra hylderne. Sammen med dem forsvinder i en lind strøm flere og flere bøger til langt under normal pris ned i de grønne indkøbskurve. Vinguide 2001 til en flad tier, Norman Mailers bog om Ali vs. Frazier til 30 kroner og mængder af andre slagtilbud fordufter lige så stille ud af butikken. Gudrun Dyremose fik, hvad hun kom efter. Og lidt til. - "Kogebog for Fattigrøve I+II" kom også med i kurven. Jeg elsker kogebøger og har måske 50 derhjemme, griner hun på vej ud af butikken.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...