Bogmesse med lokal historie

Aalborg Historiske Museum danner rammen om messen med historiske bøger.

Lørdag 5. marts inviterer Nordjyllands Historiske Museum til historisk bogmesse på Aalborg Historiske Museum. Første udgave af messen fandt sted i 2006, og baggrunden var et ønske om at præsentere den store mængde litteratur af ældre og ny dato, der findes om Aalborg-egnens og Nordjyllands historie. Messen er blevet et tilløbsstykke og en tradition, der fornyer sig selv. - Traditionen ligger i bestanden af historiske bøger. Den løbende fornyelse er, at der hvert år udkommer historisk litteratur i Nordjylland, siger museumsinspektør Henrik Gjøde Nielsen. Traditionen tro består messen af stande og foredragsholdere. - Vi har i år allieret os med meget erfarne og kendte bogfolk med dybe rødder i det nordjyske, siger Henrik Gjøde Nielsen. Stadsarkivar Jens Topholm fortæller om sin bog "Ø-gadekvarteret i Aalborg," der udkom som årets Aalborgbog i 2010, og bagefter er det forfatter og forlægger Bjarne Wagner-Augustenborg, der beretter om "Det dramatiske Nordjylland". Forfatter og forlægger Helge V. Qvistorff vil berette om "Det ukendte Nordjylland". Desuden besøges messen af bogformidlere, udgivere og forfattere fra Nordjyllands Historiske Museum, Forlaget Broberghus, Forlaget Nord-Press, Hals Museum, Hasserisstuerne, Historisk Samfund for Himmerland og Kjær Herred.