EMNER

B&O er sluppet for arabisk harme

Butikker i hele Mellemøsten

STRUER:På trods af modstanden mod Danmark i mange arabiske lande mærker Bang &Olufsen ikke noget til boykotten af danske produkter. Informationschef Thomas Reil siger til NORDJYSKE, at hverken Bang &Olufsens butikker eller salgstallene bærer præg af arabernes harme: - Vi har ikke hørt om, at vore butikker skulle have været udsat for ubehageligheder. Det er gået forbavsende stille, siger Thomas Reil. Han oplyser, at de arabiske lande kun udgør et meget lille marked for Bang &Olufsen, der især afsætter sine tv-apparater, højttalere og musikanlæg i Europa og USA. Ikke desto mindre driver man en række butikker i området: - Vi er repræsenteret over hele Mellemøsten, og det er vi udelukkende via egne butikker, oplyser Thomas Reil. Han vurderer, at salget af Bang &Olufsens produkter påvirkes mindre end dagligvarer, fordi der netop er tale om en længerevarende investering.