Bogstavkasseaften med hygge og speciel opgave

60 læsere skal dyste på ord torsdag 10. marts på NORDJYSKE

NORDJYSKEs læserne får for tredje gang chancen for at dyste i Bogstavkasseløsning og høre om opgavernes tilblivelse af konstruktøren Svend Novrup. Det sker i Kuppelsalen på NORDJYSKE Stiftstidende, Langagervej 1, Aalborg Øst torsdag 10. marts kl. 18.30. Svend Novrup indleder med at fortælle om kassens udvikling. Derefter vil deltagerne få udleveret en bogstavkasse, som Novrup har lavet specielt til aftenen. Den har deltagerne halvanden time til at løse - og kun ved brug af følgende ordbøger: Gyldendals Røde Fremmedordbog, Samlerens Nye Store Krydsordsleksikon, Politikens Synonymordbog og Politikens Nudansk Ordbog. Vinder af konkurrencen er den, der løser kassen på hurtigst tid. Alle deltagere får rettet deres opgave og får oplyst pointscore. Efter strabadserne er NORDJYSKE vært ved en kop kaffe/te og kage. Undervejs er der også mulighed for at nyde en vand eller øl. Det er gratis at deltage. 60 trofaste læsere får chancen for at være med - og de heldige deltagere findes ved lodtrækning. Aftenens præmier er tre stk. Gyldendals Røde Fremmedordbog samt tre stk. Samlerens Krydsordsleksikon, den nye jubilæumsudgave og vingaver. Vi skal have kuponen i hænde senest tirsdag 1. marts. De heldige får besked senest fredag 4. marts. Man er velkommen til at sende tilmeldingskuponen sammen med de ugentlige løsninger, idet alle breve de næste to uger vil blive åbnet. Bogstavkassen, der er Novrups egen opfindelse, har eksisteret i over 20 år og sætter hver weekend hjernecellerne i sving på læsere af NORDJYSKE Stiftstidende, Århus Stiftstidende, Jydske/Vestkysten og Fyens Stiftstidende. I løbet af de tidlige år blev den gradvist sværere og sværere - meget vanskeligere end Novrup havde tænkt sig, men læserne kunne ikke få den udfordrende nok. fleks