Hadsund

Bogstavleg ved Mariager Fjord

Noget er nøgleordet i fjordkommunens fremtidige markedsføring

Kommunaldirektør Jørgen Basballe, bød velkommen i bakkerne. Foto Jens Morten

Kommunaldirektør Jørgen Basballe, bød velkommen i bakkerne. Foto Jens Morten

MARIAGERFJORD:Der var i går leg med bogstaver i Bramslev Bakker ved Mariager Fjord. Brikker med bogstaver, der tilsammen danner ordet NOGET, blev spillet ud, og fik rosende ord med på vejen i den markedsføring, Mariagerfjord Erhvervsråd nu for alvor sætter ind. Eventen i bakkerne var mest til ære for pressen, og at det i en markedsføringsmæssig sammenhæng ikke var helt forgæves, vidner bl.a. denne artikel om. En snes personer, der repræsenterer både ildsjæle og tilflyttere m.v. var kaldt sammen til lejligheden. Logoet "NOGET for livet" blev lanceret, og hvad bogstaverne i NOGET står for, blev beskrevet i rækkefølge af: Claus Glenvad, ivrig lystfisker: – N står for natur. Den dejlige natur med rige muligheder for bl.a. lystfiskeri. Orla Block, direktør for Dansk Saltcenter i Assens: – O er synonym med oplevelser, som Mariager Fjord Kommune er fyldt med. Franz Cuculiza, direktør i Hadsund: – G er lig med glokal. Vi tænker globalt, men vi handler lokalt. H.C. Maarup, borgmester i Mariagerfjord Kommune: – E er energi. Mariagerfjord Kommune er gennemsyret af energi både erhvervsmæssigt og indenfor idrætten. Og så går vi jo også i spidsen for brintenergi. Mogens Jensen, tilflytter til Mariager: – T står for trivsel. og hvis man trives nogen steder, så er det i Mariagerfjord Kommune. Således bekræftet om fortræffelighederne oplyste erhvervsdirektør Torben Ladefoged, at hjemmesiden bliver mariagerfjord.com. Navnet tilhører i dag Mariager Handelsstandsforening, som har accepteret at bytte "com" ud med dk" .