Bogtyverier blev anmeldt efterhånden

Tyverier 12. december 2004 05:00
KØBENHAVN: Det Kongelige Bibliotek anmeldte bogtyverierne løbende, og ikke kun en enkelt gang, som biblioteket selv tidligere troede. Det kom frem, da Jesper Düring Jørgensen, der er rådgiver for sikkerhedschefen ved Det Kongelige Bibliotek, i Østre Landsret vidnede i ankesagen om det store bogtyveri. Her skal landsretten tage stilling til, om en 69-årig enke og en 45-årig irsk mand er skyldige i hæleri af særlig grov karakter. De har videresolgt værdifulde bøger, som enkens afdøde mand, en tidligere bibliotekar ved Det Kongelige Bibliotek, stjal fra sin arbejdsplads. Rådgiverens udsagn var overraskende, fordi han tidligere har fortalt, at biblioteket anmeldte de tusindvis af tyverier én enkelt gang som en samlet anmeldelse. Men efter at have undersøgt det nærmere internt på biblioteket viser det sig nu, at biblioteket har anmeldt de mange bogtyverier over en længere periode helt frem til starten af 1980'erne. Afhøringen af Düring Jørgensen handlede for en stor del om, hvad biblioteket egentlig foretog sig før, under og efter tyverierne, og ikke mindst hvad de kunne have gjort for at forhindre dem. Den vinkel brød rådgiveren sig ikke om. - At sige i dag at vi bare kunne have passet bedre på bøgerne dengang, er lige så lidt brugbart, som at sige at en pige, der går i udfordrende tøj, selv er ude om det, hvis hun bliver voldtaget, sagde han. Også den dømte irer, en husven af bibliotekarens familie, blev afhørt fredag. Hans rolle i bogsalget var at sende bøgerne over til sin søster i New York, hvor hun så sendte dem på auktion. For den opgave fik søskendeparret hver fem procent af bøgernes salgspris. Vicestatsadvokat Anders Riisager var meget interesseret i, om ireren ikke havde undret sig over, at han havde fået så mange penge for så lidt arbejde. I sin forklaring lagde ireren meget vægt på, at han havde stor tillid til bibliotekaren. Han havde ordnet mange praktiske ting for ægteparret, og derfor havde det ikke virket mærkeligt, da bibliotekaren spurgte, om han ville sælge bøgerne for ham. Retssagen fortsætter i Østre Landsret i den kommende uge. Der ventes dom torsdag. /ritzau/
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...