Boilesen: Jeg vil ikke være en ny Jan Heintze

Morten Olsen håber, at Nicolai Boilesen kan løse landsholdets venstreback-problem. Det samme gør Boilesen selv

6. september 2013 14:12 - Opdateret 6. september 2013 14:15

Boilesen: Jeg vil ikke være en ny Jan Heintze

Det danske landsholds venstreback-position har ikke haft en fast mand i årevis.

Men med Nicolai Boilesens comeback i både Ajax og i landsholdstruppen lever håbet for, at de tidligere rutinerede kræfter som Niclas Jensen og Jan Heintze endelig har fundet en stabil afløser.

Den titel vil Nicolai Boilesen også hellere end gerne leve op til.

- Jeg vil gerne gøre det rigtig godt, men jeg vil ikke være en Jan Heintze nummer to, jeg vil være Nicolai Boilesen.

- Men selvfølgelig, hvis jeg kan få den karriere, som han havde på landsholdet, ville jeg ikke have noget imod det, siger den venstrebenede spiller.

Pladsen har givet Morten Olsen hovedbrud flere gange og har været til debat i medierne gang på gang.

- Jeg er jo godt klar over, at der har været meget snak om netop denne position, og Morten har brugt mange spillere i løbet af de seneste år.

- Jeg kan også godt mærke presset, men jeg synes egentlig, at det pres, jeg lægger på mig selv, er større end det, der kommer fra omverdenen, lyder det fra Boilesen.

Venstreback-talentet fik sin landsholdsdebut tilbage i 2011, men har måtte se til fra sidelinjen, mens han har kæmpet for at komme fri af et næsten toårigt skadeshelvede.

Boilesen er derfor klar over, at den lange pause væk fra grønsværen er med til at øge forventningerne til hans præstationer i den danske landsholdstrøje.

- I de kampe jeg spillede, før jeg blev skadet, viste jeg noget positivt og så troede man, at jeg var den nye.

- Så har jeg været ude i rigtig lang tid og er endelig tilbage, og fordi der ikke har været en spiller, som har spillet hver kamp i de seneste to år, så håber man på, at jeg så kan være den, der kommer til at spille de kampe her.

- Det håber jeg også selv på, understreger Boilesen fra landsholdslejren.

Umiddelbart er der ikke andre spillere i den danske trup, som for alvor truer Boilesen på hans faste position, når Danmark møder Malta og Armenien i de kommende dage, hvor holdet skal forsøge at tilkæmpe sig en billet til VM i Brasilien.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...