Boko Haram dræber for første gang i nabolandet Tchad
De militante islamister satte ild til huse i en landsby ved Tchad-søens bred natten til fredag.
Nigerianske islamister fra Boko Haram har krydset grænsen til Tchad og for første gang indledt blodige angreb i nabolandet i stil med dem, som gruppen har udført utallige gange i Nigeria.
Flere meldes dræbt i byen Ngouboua, men officielle dødstal er endnu ikke kendt.
Ifølge lokale sikkerhedskilder, som nyhedsbureauet AFP har talt med, har mindst fem personer mistet livet.
En indbygger i Ngouboua ved Tchad-søens bred taler imidlertid om mindst 10 døde:
- De kom i tre kanoer, og de dræbte omkring 10 personer, før de blev trængt væk af hæren, siger beboeren ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Sikkerhedsstyrker i Tchad vurderer, at omkring 30 militante fra Boko Haram satte ild til huse i byen ved tretiden natten til fredag.
Boko Haram sidder tungt på magten i det nordøstlige Nigeria.
/ritzau/
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.