Bokse-formand risikerer fængsel

Formanden for bokseklubben IK Sparta, Jens Jørgen Voldby, risikerer nu en fængselsdom som prisen for sin rolle i et sammenstød med en 15-årig dreng i Enggaardsgade i Aalborg sent fredag 4. februar i år.

Boksning 15. februar 2005 23:28

Den unge teenager hævder, at han uden varsel blev slået i jorden med tre-fire knytnæveslag af en rasende Jens Jørgen Voldby. IK Sparta-formanden erkender, at han nappede den unge mand i nakken og slog ham i ansigtet med bagsiden af hånden. Ifølge bokseformanden fordi, den 15-årige havde været med til at begå hærværk mod den ejendom, hvor Jens Jørgen Voldby både bor og fungerer som vicevært. Politiet i Aalborg har afhørt begge parter, og 11. marts skal IK Sparta-formanden møde i retten for at forsvare sig mod en tiltale efter straffelovens paragraf 244, som efter den seneste stramning i forbindelse med regeringens voldspakke i værste fald kan sende ham tre år i fængsel. Efter alt at dømme vil anklagemyndigheden pege på Jens Jørgen Voldbys kendskab til boksning som en skærpende omstændighed. - Nu vil jeg drøfte sagen med min advokat. Det burde jeg nok have gjort allerede i sidste uge, siger Jens Jørgen Voldby i en kommentar til sagens seneste udvikling. NORDJYSKE kontaktede tirsdag formanden for Jydsk Amatør Bokse-Union, Keld Frederiksen, for at høre hans holdning til voldstiltalen mod den nordjyske bokseformand. - Det forholder vi os først til i det øjeblik, der foreligger en dom, fastslår Keld Frederiksen, som udenfor bokseverdenen fungerer som advokat. Han fastslår, at Jens Jørgen Voldby i tilfælde af en dom for vold også kan se frem til en karantæne af kortere eller længere varighed fra alt, der har med boksning at gøre.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...