Bokse-kvartet til Berlin

Fire boksere fra Pandrup BK til stor tysk turnering

PANDRUP:Fire boksere fra Pandrup BK får handskerne fulde, når de i weekenden 15.-16. oktober deltager i en stor fire-nationers turnering i Berlin Hellersdorf i hjertet af den tyske hovedstad. Der er fire tilmeldte boksere i hver vægtklasse, og hver enkelt bokser er garanteret to hårde kampe i løbet af weekenden. De fire Pandrup-fightere er ungdomsbokserne Rachid Kassem i 54 kg og Shadi Abdalla i 60 kg samt juniorbokserne Kasper Bruun (60 kg) og Torben Keller (64 kg). - Vi tager turneringen som en test af boksernes nuværende form og deres tekniske og taktiske niveau, siger elitechef i Pandrup BK, Gunnar Berg. Pandrup BK har gennem længere tid haft den tyske turnering på deres sæsonplan, men i lige så lang tid har der været tvivl om klubbens deltagelse, fordi Danmarks Bokse-Union i samme weekend havde en junior-senior landskamp mod Skotland på programmet. - Men den er aflyst, fordi skotterne ikke følte, at de kunne matche vores seniorboksere, oplyser DaBU's eliteformand, Bo Bøgeskov Nielsen. I Pandrup BK undrer sportschef Søren Larsen sig over skotternes argument for at aflyse. - Men så kan man da sige, at det er heldigt, at vi holdt fast i vores tilmelding til turneringen i Berlin, noterer han. Pandrup-kvartetten bliver ikke alene om at repræsentere dansk amatørboksning i turneringen. Med på turen er også ungdomsbokserne Mark Groth (60 kg) og Jan Linderoth (63 kg) fra Jydsk Amatør Bokse-Unions talenttrup Team JABU, og på seniorfronten deltager den mangedobbelte jyske- og danske seniormester i letsværvægt, Anders Hugger Nielsen fra Olympia Odense. Det var meningen, at Pandrup BK's jyske- og danske seniormester i weltervægt, Thomas Poulsen, skulle have været med i Berlin, men han er netop fået en indsprøjtning med binyrebarkhormon for en håndskade, så han bliver sparet i håbet om, at han så er klar til den internationale Give Elementer Cup sidst på måneden.