Ulykker

Boksebrag i baggården

Aars Hotel og Boxing Team Aars genopliver en boksetradition

AARS:Gert Bo skal bokse mod en "ukendt", men med garanti kompetent modstander. Danmarksmesteren Carsten Hammer fra Hobro Bokseklub skal i ringen. Og så satser Boxing Team Aars på at få mindst fire af sine egne boksere i kamp, når bokseklubben 26. august genopliver en god gammel tradition i gården bag Aars Hotel. - Det er en anden måde at gøre det på, som vi håber vil slå an, siger Claus Gundersen, medinitiativtager til arrangementet på Aars Hotel. I den 800 kvadratmeter store baggaard bliver der på en forhåbentlig solrig sommerdag opført en boksering. Hotellet serverer en V.I.P. menu - angiveligt uden bankekød. Desuden vil boksegæsterne kunne opleve et modeshow og to orkestre, der spiller på skift de otte timer "Baggårdsboksningen" er planlagt til. Boxing Team Aars har længe haft ambitioner om at stå for mere end det vinter-stævne klubben har stået bag de seneste tre sæsoner. Et udendørs "Baggårds-stævne" som det, der er linet op til i august vil være glimrende at få indført som en fast tradition, finder klubbens næstformand Jesper Vejen. - Det er tidligt på boksesæsonen, men vi tror på, at vi kan finde boksere fra naboklubberne, som har lyst til at stille op til sådan et stævne, siger han. Bokseprogrammet er ikke helt på plads, men han betegner det som lidt af et kup, at danmarksmesteren Carsten Hammer allerede har lovet at stille op. Hidtil har fire af klubbens egne boksere stillet op til kamp, men Jesper Vejen håber, at få mindst et par lokale boksere mere i ringen til stævnet.