Boksebrødrene og barpigen

"The Figther"

Baseret på en sandfærdig historie. Når den sætning står som intro til en amerikansk film, kan du som regel godt regne med, at nu kommer der en flok stærkt overdramatiserede begivenheder, der balancer hårfint på kanten af det ganske usandsynlige. Sådan var oplevelsen også i begyndelsen i denne historie om de to boksebrødre i den nedslidte industriby Lowell. Den stilfærdig Mickey (Mark Wahlberg) kæmper for endelig at få et gennembrud som let weltervægter. Men det kniber gevaldigt, for som træner har han sin stofmisbrugende storebror Dickie (Christian Bale). Denne har en gang fået selveste Sugar Ray Leonard i gulvet i en kamp, og det glemmer han og mor Alice (Melissa Leo) aldrig. Dickie er en rigtig dårlig træner, som hellere vil ryge crack og tale om gamle dages bedrifter, og da Mickey endelig får den kamp, som skal være springbræt til succes og berømmelse, bliver han sat i ringen mod en 10 kilo tungere modstander. Og taber selvfølgelig. Det er blevet tid for en tænkepause, at få skilt snot fra skæg, når du er blevet så læsterligt gennembanket. Og det hjælper den rappe og kønne barpige Charlene (Amy Adams) med. For hvordan er det nu lige med mor Alice og storebroder Dickie? Er det altid de rigtige valg, de træffer for Mickeys boksekarriere ? Er de i virkeligheden ikke blot glade for, at Mickey sørger for en lind strøm af penge, og så pyt med selve boksekarrieren? Det er her, filmen begynder at blive spændende. For magter Mickey virkelig at droppe sin familie og det afblegede, evigt whiskydrikkende, på en gang sentimentale og skånselsløst egoistiske moderuhyre, som i snart 20 år har styret ham og storebrors boksekarriere. Rollen bliver spillet benhårdt af Melissa Elo, mens Christian Bale i begyndelsen af filmen nærmest gør sin evigt crackpåvirkede figur til en parodi på kanten af det ufrivilligt komiske. Han får dog rollen rettet op i løbet af filmen. Wahlberg gør det rigtig udmærket og har fint fat i Mickeys splittelse. Hans beundring for sin spællemandspopulære storebror, selv om han ved, at han røvrender ham igen og igen. Hans forståelse af, at hvis han skal videre, kan det blive nødvendigt at fravælge familien. Det er en amerikansk film, som er ganske fri for al den glatpolerede glansbilledeuvirkelighed, der ellers præger samlebåndsfilmindustrien "over there". På den måde giver filmen en på én gang knivskarp pinlig, hjerteskærende og snøftesentimental, men også til tider solidarisk skildring af sine personer, deres miljø og livsbetingelser. For sammenhold i familien - det er der, selvom det ikke altid er nemt at finde eller tro på. Selve kampene i bokseringen er godt koreograferet. Sved og blod står fra krop og fjæs, når boksehandskerne rammer, og på lydsiden får navne som Led Zeppelin, The Heavy og Red Hot Chili Peppers lov til at give adrenalinsuset yderligere rocknæring. En god underholdningsfilm, der også giver novicen lidt mere forstand på, hvad boksning også handler om ud over slagstyrke og mod. PS: Og husk lige at ta' rulleteksterne med, så du lige kan få sagt goddag til de ægte boksebrødre. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk "The Figther" USA, 2010. Instr.:David O. Russell. En time, 55 min. Till. o. 12 år. Danmarkspremiere.