Sport

- Boksehjelme er til mere skade end gavn

Intet bevis for værdien, så væk med dem igen, så bokserne og sporten atter kan blive synlig

AALBORG:- Hjelmene er et problem for amatørbokserne. Hovedbeklædningen generer mere, end den gavner, og der er intet videnskabeligt bevis for, at man undgår skader med hjelme, så væk med dem igen. Boksetræner Kurt Mathiasen er tilbage i fuld vigør i AK Jyden-lejren i Aalborg, og han nyder at arbejde med de unge talenter, hvoraf han i weekenden havde fem i aktion i Viking Box Cup i Solsidehallen i Nørresundby. Men han har sin klare mening om de boksehjelme, som amatørsporten nu gennem mange år er blevet påtvunget - i modsætning til de professionelle - og han ser flere gener end fordele ved den hovedbeklædning, som skulle gøre antallet af øjenbrynsskader og flænger i hovedet lavere. - Det har ingen kunnet dokumentere, og jeg mener, at hjelmene faktisk gør boksernes bevægelsesfrihed ringere, påstår Kurt Mathiasen. Det er ikke alene problemet med, at hjelmene ofte generer, så bokserne må rette på dem i kampens hede. Det er også med til at indsnævre synsvinklen, og så giver det samtidig dommerne problemer med at vurdere, hvornår der skal gives point for en træffer. - Hertil kommer så noget helt andet for amatørboksningen. Tv vil ikke vise vores sport. Man kan jo ikke genkende de boksere, der gemmer sig bag hjelmene. Bokserne kommer til at ligne robotter, og hvad gavn har vi af det? - Vores sport er sakket agterud. Folk vil hellere se håndboldpiger, konstaterer den engagerede Jyden-træner, som selv var med, da amatørboksningen nød anderledes respekt og bevågenhed på de hjemlige arenaer for nu snart årtier siden. Men hans interesse for at hjælpe sin sport - og sin klub AK Jyden - på fode igen, er stor, og han glæder sig over, at netop et stævne som Lindholm BK's Viking Box Cup giver de unge og urutinerede boksere chancen for at komme i kamp. Og det er ikke i et forsøg på at fremkalde flere knock out-kampe, han går i brechen for at få afskaffet hjelmene igen. Nej, Kurt Mathiasen har alle dage været en fortaler for den teknisk baserede boksning, og det er da også den stil, han forsøger at lære sine elever. Det fremgår tydeligt af hans engagerede coaching fra ringhjørnet, når han råber om flere lige stød, og klart og utvetydigt giver sin mishagsytring til kende over for store sving. - Jeg synes faktisk, bokserne i dag generelt er blevet bedre. De lærer tingene fra bunden, men det er jo ikke alle, der har lige let ved at kapere det hele, og måske slet ikke i kampens hede. - Men en lige venstre, der er timet - så er der ikke noget boksestød, der er bedre, mener Kurt Mathiasen.