FREDERIKSHAVN:BK Pugilist har ikke arrangeret stævner siden 2006, men nu er den gamle bokseklub igen parat til at stikke snuden frem, og i slutningen af oktober forventer træner og bestyrelsesmedlem, Niels Henrik Pedersen, at klubben kan gå i ringen i Maskinhallen i Frederikshavn.
- Vi har dog ikke ligget totalt i dvale i de seneste seks år, da vi har haft forskellige aktiviteter udover boksetræningen i klublokalerne i Jyllandsgade.
- Jeg har således sammen med klubbens formand, Preben Arvidsson, lavet flere sociale projekter, men den sportslige del får altså nu lige en tand ekstra, forklarer Niels Henrik Pedersen, der selv er tidligere aktiv bokser, ligesom han igennem mange år har været boksetræner blandt andet for det danske landshold.
Det er ikke kun medlemmerne i BK Pugilist, der igennem årerne har brugt klubbens træningslokaler.
- Vi har også haft mange træningsbesøg af spillere fra Bulldogs og White Hawks, der har øget deres fysiske formåen med træning hos os, og selv om vi ikke selv har arrangeret boksestævner i flere år, har klubbens medlemstal i flere år ligget på omkring 60-70, hvoraf syv-otte har startbog til at bokse kampe.
Brovil det store navn
Med i ringen i Maskinhallen i oktober kommer helt sikkert 24-årige Nick Brovil, der er det store navn i BK Pugilist.
- Han bokser i weltervægt og vandt sidste år fire ud af sine fem kampe, Han boksede også i klubben som drengebokser, hvorpå han sidste år gjorde comeback efter en pause, fortæller Niels Henrik Pedersen, der har stor fidus til Brovil.
- Han vandt blandt andet Hvidovre Box Cup og deltog i skandinaviens største turnering, Gøteborg Cup, og han ligner på nuværende tidspunkt klubbens eneste deltager ved JM for seniorer.
Fra flere sider spås han en stor fremtid i ringen med potentiale til også på et tidspunkt at smide trøjen og gå over i de professionelles rækker.
Også 19-årige Jack Vejle, der er fodboldspiller i FfI, er begyndt som aktiv bokser i vinterperioden og har allerede haft flere kampe, og sammen med Nick Brovil og Kasper Sørensen deltog han også i Viking Box Cup.
Også piger i ringen
Pugilist-træneren satser også på et par pigekampe ved det kommende stævne i Maskinhallen.
- Allerede i sidste sæson boksede Fie Mahler flere kampe, og hun skal helt sikkert i ringen i oktober, hvor jeg i øvrigt forventer fem-seks bokser fra BK Pugilist som aktører.
Niels Henrik Pedersen satser i alt på otte-ti kampe ved stævnet i oktober.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.