Boksere klar

PANDRUP:Pandrup Bokseklub har nu offentliggjort hvilke boksere, der stiller op til boksestævnet 1. juledag. Stævnet holdes i Aabybrohallen og starter klokken 16. I alt ni seniorer og tre drengeboksere fra Pandrup Bokseklub skal i ringen og kæmpe mod modstanderne, der kommer fra henholdsvis Tjekkiet og Hvidovre. Kasper Bruun, der blandt andet er jysk og dansk ungdomsmester samt deltager ved ungdoms EM i Litauen er en af deltagerne. Derudover kan man opleve Kim Jacobsen, der for nylig mødte en tjekke ved Viasats TV stævne i Århus. Den jyske og danske juniormester, Søren Hansen, vil også være at finde i ringen. Det samme vil Brian Brix, der har deltaget i jyske og danske mesterskaber og Simon Sørensen, der er tidligere jysk og dansk ungdomsmester. Endelig vil også seniorerne Simon Sørensen, Mads Christiansen, Thomas Kyø, Torben Wiggers og Kasper Hansen kunne opleves. De tre drengeboskere, der vil deltage i stævnet 1. juledag er Stephan Carlsen, Lasse Carøe Larsen og Simon Carøe Aarestrup. Fra Hvidovre vil Klaus Bertino være gæsteoptræder. Han er Danmarks for tiden bedste sværvægtsbokser. Pandrup Bokseklub er blevet kåret som årets idealklub og også en kåring som Danmarks bedste ungdomsklub er det blevet til. Nu kæmper klubben for at blive den bedste i Danmark. Det oplyser formand Kim Carøe Aarestrup.

Forsiden