Boksetalent til DM
Enock Mbizlie tabte finale i Skive men er DM-klar

Enock Mbizlie fra BK Pugilist tabte finalen i Vestjysk Box Cip men er klar til de danske mesterskaber.Arkivfoto: Peter Broen
FREDERIKSHAVN:Det unge boksetalent fra BK Pugilist, Enock Mbizlie, var uhyre tæt på at vinde finalen i 63 kilo klassen ved Vestjysk Box Cup i Skive, men han måtte se sig slået med dommerstemmerne 2-1 til Frederik Holmegaard fra Køge.
- Og det var ren tyveri og synd for Enock, der boksede en flot kamp, siger formanden for BK Pugilist, Preben Arvidsson, der selv var med ved ringside i Skive.
På sin vej til finalen vandt Enock Mbizlie med dommerstemmerne 3-0 over Josef Hrfa fra Holstebro.
- Næste opgave for Enock er ved de danske mesterskaber i Gilleleje 27. november, fortæller Pugilist-formanden.
Klubben havde også Christian Hørby med i Skive i 75 kilo klassen, hvor 16 boksere kæmpede om otte DM-pladser.
- Desværre tabte Christian til Matti Nielsen fra Varde på point, men det skete efter en godkendt indsats.
- Men hans nederlag betyder, at BK Pugilist kun får Enock Mbizlie med til DM i Gilleleje, slutter Preben Arvidsson.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.