Boksning stadset op med piger

Godt 300 til den første bokselandskamp i Hadsund trods årstiden og tidspunktet

HADSUND:Lidt ekstra må der til, når Hadsund Amatør Bokseklub for første gang er vært for intet mindre end en bokselandskamp. Derfor stillede klubben i går eftermiddag i Hadsund Hallen med tre kønne unge nummerpiger, som samtidig kunne gå lidt modeshow for lokale sponsorer mellem runderne i de enkelte dansk-irske kampe. - Det var Betina, og hun går i tøj.... Stævnespeaker Per Johnsen, Danmarks Bokse-Union, tøvede lige akkurat så længe, at latteren fra tilskuerrækkerne kom ham i forkøbet og druknede fortsættelsen af sætningen. Senere kom han dog efter det og kunne endda fyre vitser af: - Læg mærke til skoene, 100 procent rent naturskind! Og det var vel at mærke bare pigefødder, han talte om. Den ene af nummerpigerne, 16-årige Martha Nørgaard, var også blevet valgt til den ærefulde opgave at synge den danske nationalsang live, efter at båndoptageren havde afspillet den irske. Selv om lidt nervøsitet truede med at lade stemmen knække i begyndelsen, kom den hurtigt på ret køl igen. Til gengæld var der et par af de sportslige forudsætninger for landskampen mellem Danmark og Irland, der var knækket umiddelbart før søndagens begivenhed i Hadsund. Et par af de danske boksere var blevet skadet i den første landskamp fredag aften i Give, og da flere substitutter også havde meldt afbud i sidste øjeblik, kunne man med beklagelse kun byde Hadsund-publikummet på seks kampe mod de lovede 10. Men det tog folk såmænd i stiv arm, og ligeså formanden for Hadsund Amatør Bokseklub, Uffe L. Hansen, som ellers havde ventet sig noget mere af landskampen: - Jeg er nok lidt overrasket over så mange frafald, der har været blandt bokserne. Men de ER stærke, irerne, selv om det her nok mere viser danskernes svaghed, sagde han i pausen, efter at de tre første kampe var resulteret i danske nederlag. Han havde drømt om over 500 tilskuere, men måtte nøjes med godt 300. - Men vi er nu ganske godt tilfredse, når man tager det hele i betragtning: Årstiden er på det yderste af sæsonen, der er konfirmationer og det er søndag eftermiddag, sagde Uffe L. Hansen og bebudede, at klubben skam vil forsøge at skaffe sig en ny landskamp til Hadsund. - Vi skal da have et plaster på såret for det her. Men så finder vi en fredag aften i stedet for. Omkring 25 frivillige af den lokale bokseklubs 160 medlemmer hjalp med alt det praktiske i arrangementet. Blandt andre Lise-Lotte Thimm, motionsbokser, som stod i pølseboden inde i hallen. Folk ville også købe hotdogs, når hallen var mørkelagt mellem kampene for at skabe den rette baggrund for den høje diskomusik, røgmaskinen og spotlysene, når bokserne gik i ringen. Så pølsesælgerne måtte i en fart have organiseret et par stearinlys for at kunne passe deres job.