Bokssæt med jazzdivaen

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Hun kan synge jazz som få andre herhjemme. Spændstigt og sensuelt, men hendes tilgang til materialet er blevet stedse mere popblød. Arkivfoto: Grete Dahl

CD, BOKS Caroline Henderson: "Jazz Collection" Jazzsangerinden Caroline Henderssson beviser med dette bokssæt, at hun er en ganske glimrende fortolker både af jazzstandards og nyere sange. Fra Billie Holiday-klassikerne "Don't Explain" over Bob Dylans "Ring Them Bells" frem til Strayhorns "Lush Life", og selvfølgelig trommeslager og komponist Kasper Windings "Made In Europe", der er blevet lidt af en signaturmelodi for Henderson. Efter en længere pop- og funkkarriere, der også omfattede frontfigursang af Ray Dee Ohh-ballader, skiftede den i dag 49-årige sangerinde i 2003 helt spor, da hun som nybagt tredjegangsmor troppede op hos jazzselskabet Stunt for at gøre dem interesseret i at udgive en jazzplade med hende. Resultatet "Don't Explain" (2003) hentede velfortjente anmelderroser. Der er ganske få sangerinder herhjemme, der kan synge jazz, sådan som Henderson gør. Spændstigt og sensuelt og med en tydelig diktion, der faktisk gør det muligt at høre næsten hvert ord, hun synger. Det er jo vigtigt, når du skal tolke andres materiale og forvandle det til jazz, og det er præcis det, Henderson gør, når hun er bedst. På bokssættet her kan du følge hendes udvikling over fem plader. Fra førstnævnte "Don't Explain" og så i rækkefølge "Made in Europe" (2004), "Love or Nothin'" (2006), "No. 8" (2008) og "Keeper of the Flame" (2009). Her er meget godt jazz, men det er også lidt tankevækkende, hvordan hendes udtryk mere og mere og næsten umærkeligt bliver mere popblødt i valg af materiale og tolkning. Ud over de her omtalte cd'er indeholder boksen en ganske musikalsk dækkende dvd-optagelse fra en live-koncert på Østre Gasværk Teater. Og så er der den nye cd "Jazz, Love & Hendersson", med otte nye sange, skrevet af Hendersson selv til koncertteaterforestillingen af samme navn, der med sangerinden selv i hovedrollen får premiere 20. januar netop på Østre Gasværk. Det er storslået orkestreret musik, filmisk og dramatisk á la Kurt Weil, men tekstuniverset er egentlig ganske banalt og navlepillende. På den anden side er der mange blues- og jazzstandards, som udgangspunkt i personlige oplevelser, men her bliver sangteksten ikke løftet op af overraskende poetiske metaforer eller billeder, men bliver på småsludrende, privat samtalekøkkenniveau. Og sådan en sag som "Trilingual Love Song", hvor der bliver sunget dansk, svensk og engelsk i en pærevælling, virker mere flad end dybsindig. Det er sange, som givetvis vil kunne fungere netop i en teatersammenhæng, hvor Henderson skal både italesætte og spille sin egen livshistorie, men hørt som rent musikprodukt er det underligt uvedkommende. Villet overdramatisk, symfonisk opstyltet og hørt med disse øren lidt af en blindgyde. Mens resten af bokssættet holder et højt niveau. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk Caroline Henderson: "Jazz Collection" Copenhagen Records