Bolcher til udlandet

Fjerritslev 1. december 2002 07:00

FJERRITSLEV: Han Herred Bolcher har forlængst markeret sig lokalt, men også globalt ekspanderer virksomheden i Udklit, idet en række udenlandske virksomheder i stigende omfang bestiller bolcher til at forsøde deres kundekreds med. Den stigende efterspørgsel giver travle dage hos ægteparret Dorte og Stefan Christiansen, der sammen med to fastansatte fremstiller stribevis af bolcher for at efterkomme de mange bestillinger rettidigt. - Kontakten til vore udenlandske aftagere får vi fortrinsvis gennem vor tilstedeværelse på den årlige slikmesse i Köln. Her mødes branchens folk for at fremvise deres nyeste produkter og skabe kontakt til udenlandske kunder. For vort vedkommende er det især tyske og skandinaviske, men på det seneste har vi overskredet alle grænser, og kan nu supplere med en kunde i Venezuela, siger Stefan Christiansen. - I slutningen af januar er vi aktive på den tyske messe for anden gang, og håber på et afkast i form af nye ordrer, tilføjer han. Mens han fortæller, er han ved at klargøre maskinen til dagens produktion af bolcher til et revisionsfirma. Desuden har et stort tøjfirma og en sjællandsk bedemand også indgivet ordrer. Det drejer sig om indpakkede bolcher med firmalogoer påtrykt indpakningen. Duften af maltwhisky breder sig, mens sukkermassen lægges i maskinen. Et gedigent ydre afslører, at den måske ikke er helt ny. - Efter sigende har den været benyttet på Tom's chokoladefabrik i England, men selv om udseendet er lidt antikveret, fungerer den upåklageligt. Bolcherne skæres og indpakkes i samme proces, siger Stefan Christiansen. Et tryk på startknappen sætter den lidt Storm P agtige mekanik i gang, og en jævn strøm af bolcher sendes på rutchetur ned ad slisken. - Min mand er lidt af en Ole Opfinder og ferm til at klare tingene, siger Dorthe Christiansen, da der for en kort stund er knas med mekanikken. Ordrerne på de søde sager varierer fra mindre bestillinger og op til leverancer på flere tons, som pakkes i mindre æsker og anbringes på paller. - Mange virksomheder promoverer sig i stigende omfang ved at dele bolcher ud på messer og lignende. Jeg synes det er god måde at markedsføre sig på. De fleste vil jo gerne have et bolche, konkluderer Dorte Christiansen. En række plastikæsker med mærkat på låget viser et varieret udbud lige fra lakrids-menthol, Kogen af Danmark, vanille, Copocino, rustne søm m.m. Et sandt eldorado for slikmunde. Ikke færre end 30 forskellige slags bolcher fremstilles på ejendommen i Udklit, og flere nye er på vej. Blandt de mange varianter er der også en allergivenlig linie. Bolchekogeriet er et populært sted for de lokale beboere, men især turister i stort tal kigger ind for at få en oplevelse og lidt til den søde tand. - Jeg anslår, at 20.000-25.000 har besøgt bolchekogeriet i år, så vi er da med til at sætte Han Herred på landkortet, siger Dorte Christiansen. Han Herreds natur var en væstentlig årsag, da ægteparret Christiansen for fire år siden besluttede at sige farvel til deres faste jobs for at søge nye udfordringer. Det førte til købet af ejendommen i Udklit, hvor de udover bolcher fremstiller håndstøbte lys og keramik. Dorte beskæftigede sig tidligere med design og Stefan var ingeniør inden for bygningsbranchen. Selv om de begge var tilfredse i deres jobs, havde de alligevel et ønske om at få foden under eget bord. - De store bygninger skulle jo bruges, og nu kan vi ikke undvære den daglige kontakt med vore mange gæster, pointerer Dorthe Christiansen. Om få dage lukkes imidlertid for besøgende, hvilket sker fredag 13. december. - Fra denne dato og frem til april er der lukket for gæster. Men vi lukker skam ikke ned. På alle hverdage vil vi sammen med medarbejderne producere bolcher.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...