Bold bryder grænse

Håndboldklubberne Aars HK og Mejlby/Haverslev KFUM etablerer samarbejde hen over kommunegrænsen

Der tages ikke hensyn til kommunegrænsen, når et nyt sportsklub-samarbejde i næste uge har premiere. Håndboldklubberne Aars HK og Mejlby/Haverslev KFUM vil nemlig i den kommende sæson lave to fælles hold for U/16-piger, og på tirsdag indleder omkring 25 spillere fra de to klubber træningen. Den foregår to gange om ugen - den ene gang i Aars, den anden i Haverslev. Derudover træner førsteholdstruppen en ekstra gang om ugen i Aars. Hjemmekampene spilles for begge holds vedkommende i Aars indtil jul. Derefter afvikles alle hjemmekampe for begge hold i Haverslev. Klubbernes baggrund for det ny samarbejde er at gøre noget ekstraordinært for at fastholde spillerne, og et væsentligt element er at kunne give juniorpigerne tilbud om både elite- og breddehåndbold. - Vi synes, at dette samarbejde er helt perfekt. Vi har godt nok selv 14-16 spillere, men der er stor forskel på, hvor meget energi de enkelte spillere vil bruge på deres håndbold. Derfor dette samarbejde rigtig godt for både Aars HK og den enkelte spiller, siger Axel Heisz Pedersen, formand for Aars HK. Aars HK har egentlig spillere nok til to hold, men de forskellige colleges i Viborg, Aalborg og Randers gør sammen med efterskolerne et solidt indhug i klubbens spillergrundlag. Det samme er tilfældet i Mejlby/Haverslev KFUM. Klubben sender mere end halvdelen af deres 9-10 spillere på efterskole. De fleste af pigerne på efterskoler vil dog gerne træne og spille lidt i den kommende sæson alligevel. - Vi ville ikke have noget hold uden dette samarbejde, så vi er rigtig glade for, at vi kan samarbejde med Aars HK. De spillere, der har ambitioner og alle dem der ikke skal på efterskole, kan vi med samarbejdet give et håndboldtilbud, siger Margrethe Thomassen, formand for Mejlby/Haverslev KFUM. Ledergruppen omkring de to u/16-hold bliver på seks personer med Torben Nørgaard fra Aars HK som cheftræner. Han har de seneste tre sæsoner været damejunior- og dameynglinge-træner i Aars HK og fungeret som sparringspartner for de øvrige trænere på damesiden i Aars HK. De to klubber lægger også op til at samarbejde med efterskolerne i området. Borremose Ungdomsskole er allerede med på et samarbejde, mens Himmerlands Centerets Idrætsefterskole er kontaktet. Himmerland kommer i øvrigt til at indgå i navnet på holdfællesskabet. Navnet skal dog lige godkendes af Jysk Håndbold Forbund, inden det kan offentliggøres.