Lokalpolitik

Boldbane udbydes igen til salg

Køberen har trukket sig efter jordbundsundersøgelser

LØKKEN:Den boldbane ved Løkken Centralskole, som er udlagt til boligbyggeri, udbydes nu til salg igen. Aalborg-firmaet Kuben, der vandt udbudet for over to år siden, er sprunget fra. - Kuben havde en klausul i kontrakten om jordbundsundersøgelserne, og boreprøver har vist, at det bliver dyrt, at gøre området klar til byggeri. Der skal pælefunderes nogle steder og laves sandpuder andre steder, oplyser borgmester Knud Rødbro. Kuben skulle have betalt godt 3 mio. kr. for grunden, men nu er firmaet altså ude af billedet. - Det er surt. Vi kan naturligvis ikke regne med at få samme beløb for grunden i næste udbud, siger Knud Rødbro. Med den nye udbudsrunde, får de lokale firmaer til gengæld endnu en chance for at komme til at bygge på boldbanen. Det var lokale, der i sin tid fik den idé, at bruge boldbanen til et samlet boligbyggeri med kvarterpræg, i stedet for at udstykke den til parcelhusgrunde, sådan som kommunalbestyrelsen først havde tænkt sig. Kommunalbestyrelsen syntes det var en glimrende idé, og blandt de indkomne tilbud valgte kommunen altså Kubens tilbud. Dels fordi Kuben bød mest for grunden, dels fordi kommunalbestyrelsen syntes bedst om Kubens projek, et blandet boligbyggeri med omkring 40 boliger.