Flauenskjold

Bolddage i Sæby

Skolebænken er skiftet ud med fodboldbænken

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der er mange piger, der tager på fodboldskole i Sæby. Foto Peter Broen

128 fodboldglade børn og unge har hele ugen spillet og hygget sig på Skjold IF’s baner ved Sæby, da DBU’s årlig fodboldskole rykkede ind. Michael Koch Sørensen, der er fodboldskoleleder i Sæby, fortæller, at der i løbet af ugen både er tid til at hygge sig og til at lære nogle nye tricks, som kan bruges, når sæsonen starter igen. Deltagerne på fodboldskolen kommer både fra Østervrå, Flauenskjold og Brønderslev, men de fleste har hjemmebane på Sæby Skjold. Luna Elkjær er 13 år, og er dermed en af de ældste til fodboldskolen. Hun spiller normalt i Sæby Skjold IF, og kan godt lide kombinationen af fodbold og sjov på fodboldskolen. Men hun vil også gerne lære noget nyt. - Vi har andre trænere her, derfor håber jeg, at jeg kan lære nogle nye tricks, siger Luna Elkjær. 35 af deltagerne på fodboldskolen i Sæby er piger, og der er også tre piger blandt de 8 trænere. En af dem er Minna Thomsen. Hun spiller normalt fodbold på Aab’s nyoprykkede ligahold, og har været træner på fodboldskolen i 4 år. - Jeg synes, det er sjovt at være træner, og se om man kan give noget af det, man selv har lært videre, siger Minna Thomsen. Fodboldskolen er i år inspireret af VM, og træningen har haft forskellige temaer. En dag var ’træn som England’, en anden ’træn som Brasilien’. Og onsdag holdt de deres egen VM-turnering, hvor hvert hold fik svedbånd med flag der viste hvilket land de repræsenterede i fodboldskolens VM-turnering. En af de yngste deltagere er otteårige Mikkel Grud Dorff Kristensen. Han spiller normalt i Sæby Skjold IF. - Jeg vil gerne blive bedre til at drible og lave afleveringer, siger Mikkel Grud Dorff Kristensen. DBU’s Fodboldskole fortsætter i 227 andre klubber sommeren over, så når sommeren er slut, har mere end 28.000 børn forhåbentlig forbedret deres fodboldkundskaber.

Breaking
Politi undersøger mistænkeligt dødsfald - en anholdt
Luk