Bolden falder ikke langt fra....

Syvårige Hamish Brown er tit at finde på Aalborg Golf Klubs baner. Foto: Per Kolind

Syvårige Hamish Brown er tit at finde på Aalborg Golf Klubs baner. Foto: Per Kolind

- Min far spillede golf, og så ville jeg også gerne spille golf. Sådan forklarer syvårige Hamish Brown sin store lidenskab for golf. Tidligt og sent er han at finde på Aalborg Golf Klubs baner, og det har han været fra ganske lille. Hans far, Marcus Brown, er nemlig træner og har en trænerbolig ved Aalborg Golf Klub. Det skiller Hamish ud fra de fleste andre børn på golfbanen. Men påvirkningen og inspirationen fra en forældre deler han med mange andre. For eksempel 10-årige Caroline Kirch fra Aalborg, der har spillet golf i snart to år. - Min far spillede, og så var jeg med ham ude. Det så sjovt ud, og så ville jeg også prøve, forklarer hun. Caroline synes, det er hyggeligt at gå rundt på golfbanen med jævnaldrende spillere. Så gør det mindre, at mange af hendes veninder synes, hun har valgt en underlig sport. - Det er jeg lidt ligeglad med, for jeg synes, det er sjovt. Også 12-årige Stefan Lykke fra Hasseris begyndte golfspillet sammen med sin far. De fordele han ser ved spillet lyder til gengæld som nogen, enhver mor kunne skrive under på: - Man kommer ud i den friske natur og kommer sammen med vennerne. Og så får man rørt sig.