Bolden ruller videre i både øst, vest og midt imellem

DRONNINGLUND:I eftermiddag er der igen serie 2 fodbold på Dronninglund Stadion, hvor DIF får besøg af Strandby/Elling. Gæsterne har efter oprykningen klaret sig godt i serie 2 og er placeret på femtepladsen med 20 point - samme antal som DIF på fjerdepladsen. DIF har i øvrigt for første gang i klubbens historie fået et ynglingehold rykket op i mesterrække 2 for ynglingehold. Det skete, da holdet vandt forårsturneringen i sin række. I eftermiddag spiller holdet på udebane mod Vorup FB, der topper rækken. Asaa Boldklub spiller i eftermiddag en vigtig kamp om bundpladsen i fodboldens serie 1 i Hadsund, hvor hjemmeholdet har haft et flot efteår med tre sejre på stribe. AB er placeret lige foran Hadsund med 17 point mod 16, så for begge hold gælder det, at en sejr kan føre til et hop op over nedrykningsstregen. I eftermiddag spiller også AB’s hold i serie 5. Det sker på Asaa Stadion mod Vestbjerg. AB har en andenplads med 32 point at kæmpe for, mens Vestbjerg er nummer fire med 25 point. Søndag eftermiddag er der serie 3 fodbold på Hjallerup Stadion, hvor HIF tager imod Moseby, der er nedtykker fra serie 2 og som igen ligner en nedrykningskandidat som nummer 11 med 10 point. HIF har indledt efteråret med tre sejre i tre kampe, og holdet er derved rykket op som nummer to med mulighed for oprykning i sigte. HIF’s hold 5.1 i serie 5 spiller ude mod Vejgaard. der er placeret under nedrykningsstregen som nummer 11 med syv point. HIF er også i nedrykningsfare lige foran med 15 point. HIF’s hold 5.2 spiller mandag aften på eget græs mod Ø. Sundby B32, hvor HIF med 29 point på tredjepladsen fortsat er med i kampen om en oprykning til serie 4.