Bolden ville bare ikke i nettet

} FORHEKSET: Det blev til et nederlag på 1-0, da Skørpings fodboldherrer i serie 3 mødte Foulum. Det stod også 1-0 ved pausen. Der skulle gå et kvarter, før Skørping vænnede sig til den lille og meget ujævne bane samt de fysisk stærke spillere fra Foulum, og i det tidsrum bragte Foulum sig foran med 1-0. Derefter var Skørping faktisk spildominerende resten af kampen med mange chancer og skud på stolperne, men modstandernes mål var igen som forhekset for Skørpingspillerne. Holdet skal i kamp igen i aften, hvor det ude skal møde Haubro fra serie 5 i pokalturneringen. } KONTAKT: Terndrups fodboldherrer i serie 4 fik en sejr på 4-2 over AaB efter 1-1 ved pausen, og dermed har Terndrup stadig kontakt til topholdene. Det blev lige så svær en kamp som på forhånd forventet, og AaB var især gode i det fremadrettede spil og knap så gode bagude, og det udnyttede Terndrup på sine kontraer. Holdet var uheldig at få Lasse Elbæk skadet efter en halv times spil. Målscorere for Terndrup blev Kenneth Jørgensen, Torben Christensen, Ruben Jacobsen og Kenneth Jacobsen, alle med ét mål hver. } CHANCESPILD: Det blev til et nederlag på 2-1 til Blenstrups fodboldherrer i serie 5, da de mødte Kongerslev. Det stod 2-0 ved pausen. Blenstrup kunne igen ikke udnytte sine chancer, selv om holdet var totalt dominerende i anden halvleg, hvor Kongerslev kun havde et par kontraangreb, mens Blenstrup havde fem kæmpechancer med blandt andet skud på stolperne og friløbere. Målscorer for Blenstrup blev Anders Troelsen. } SIKKERT: Det blev til en sikker sejr til Skibsteds fodboldherrer i serie 6, da de vandt med 6-2 over Als efter 1-0 ved pausen. Kampen var dog mere jævnbyrdig, end resultatet viser, idet Als var godt med et godt stykke ind i kampen, men mod slutningen slap deres kræfter op, og det udnyttede Skibsted. Målscorere for Skibsted blev Troels Kristensen og Lars Jensen to, Henrik Rasmussen og Heinz Bojer hver et mål.