Musik

Boldklub står atter bag erhvervsmesse

DYBVAD:Dybvad Boldklub arrangerer i dagene 25.-26. september erhvervsmesse i Dybvad-hallen. I øvrigt for niende gang. - Allerede før sommerferien var alle standene solgt. Det har vi ellers ikke været forvænt med tidligere år. Men det er rart at mærke, at der er opbakning fra de lokale erhvervsdrivende, når vi arrangerer noget. Messen er et aktiv for vores by, siger Louise Koldtoft fra den arrangerende forening. Klubben arrangerede messen første gang i 1980, da Dybvad-hallen var helt ny. Siden har der været messe hvert tredje år. På årets udgave af messen vil der være masser af underholdning - Vi får besøg af Sæby kommunale musikskole og Landsbymusikanterne, ligesom der bliver modeshow. Det store scoop er dog, at der bliver mulighed for at blive "Stjerne for en aften". Bagefter vil Gudrun og Lene fra DRs "Stjerne for en aften" underholde, fortæller Louise Koldtoft. Hun håber, at mange børn og unge vil deltage i konkurrencen. Der kan vælges mellem mange sange, som spilles med "Sing Back". Det vil sige, at musikken kommer fra et stort anlæg, og at deltagerne "kun" skal bidrage med sangen. Der vil være omkring 40 vidt forskellige stande på messen.