EMNER

Boldklubben lugter lunten

Aalborg KFUM debuterer med salg af fyrværkeri - og i jyllandsserien

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Lov­ligt fyr­vær­ke­ri 2007: Ra­ket­ten bæ­rer det kræ­ve­de og nye SIK-num­mer, der har af­løst det gam­le BRS-num­mer, og mær­ka­ten op­ly­ser om ind­hol­det af krudt - i det­te til­fæl­de 68 gram ali­as den så­kald­te NEM-vægt, der skal frem­gå af alt fyr­vær­ke­ri. De 68 gram gør ra­ket­ten til en af de kraf­tig­ste på det lov­li­ge mar­ked: In­gen enkeltraket må nu in­de­hol­de mere end 75 gram krudt mod tid­li­ge­re 250 gram.

AALBORG:Opholdet i serie 1 blev langt fra en fuser, og sikrede oprykning til næste års jyllandsserie, men også Aalborg KFUMs salg af fyrværkeri for første gang bringer formentlig klubben i Hasseris lidt tættere på stjernehimmelen. - Vi regner med at tjene op mod 50.000 kroner til klubkassen, fortæller formand for Aalborg KFUMs Støtteforening, Finn Guldbech. Boldklubben åbnede fyrværkerisalget torsdag, kunderne strømmer til trods blæst og ind imellem silende regn, men meteorologerne varsler et vejrskifte til det noget koldere og klarere i tilpas tid frem mod nytårsaften. - Og tænk lige på, at vi også solgte juletræer med stor succes. Jo, jo, det går knaldhamrende, konstaterer Finn Guldbech, der i den grad er tændt i disse dage. Debuterende Aalborg KFUM hører i år til blandt de største udbydere af fyrværkeri i Aalborg Kommune som blåstemplede til at opbevare artikler med et samlet indhold af krudt på et kvart ton - den såkaldte NEM-mængde. Kunderne bestiller varerne på salgsudstillingen, hvor fyrværkeriartiklerne nok bærer de gamle BRS-numre fra sidste år, og ville forbryde sig mod loven med krudt indeni, men, men, men. KFUM`erne flyder tilsyneladende over af bragende god samvittighed - for ude i den af myndighederne godkendte container - 40 lovpligtige meter fra klubhuset - opbevarer støtteforeningen de rigtige raketter, fontæner, batterier/kombinationer og slige nytårsguf. - Attrapperne, og kun dem, er mærket med de gamle BRS-numre, mens alt til salg er forsynet med de lovpligtige SIK-numre, forsikrer formand Finn Guldbech. Kun artikler med de nye SIK-numre må sælges, købes og affyres. Gammelt fyrværker, - også det fra sidste år - er alt andet lige strengt forbudt både i handelen og derhjemme. - Vi havde aldrig hørt om det krævede SIK-nummer, indtil vi læste om det i NORDJYSKE for et par dage siden, lød det lørdag fra kunde Ib Rasmussen under shoppingturen i KFUMs klubhus, mens familiens svensk/danske skovhund pænt måtte vente udenfor - smågøende. - Den kan ikke fordrage stadset. Bare synet af fyrværkeri er åbenbart nok. Farmand satte kryds ved Mini-Mix og knaldperler til samlet et par hundrede kroner efter aftale med sin søn Daniel og datteren Sara. - Det er rigeligt til os. Som konsekvens af den dundrende succes for Aalborg KFUMs første fyrværkerisalg forlænger støtteforeningen mandagens slutspurt med nogle timer frem til kl. 16. - Og glem os nu ikke, når vi i slutningen af marts debuterer i jyllandsserien ude mod Lindholm. Det bliver et brag af en kamp mod Henning G"s tropper.