Boldlege for to-fireårige børn

BRØNDERSLEV:Ikke mindre end en verdensnyhed ser dagens lys i Brønderslev. Det er boldlege for de to-fireårige. Det er et nyt tilbud til småbørn og deres forældre, og i den aktivitet vil leg med bolde være i centrum. - Vi skeler ikke til, om aktiviteten er bordtennis, håndbold eller fodbold. Det er boldlege. Børnene kan jo ikke se forskel, siger Kai Jarl Nielsen, der er en af initiativtagerne sammen med Mette Krog Andersen og Berit Malmberg. - Ideen har vi fået, fordi der ikke er sportsaktiviteter for de to-fireårige, fortæller Kai Jarl Nielsen. Man skal for eksempel være fem-seks år, inden man kan spille fodbold og håndbold. Men hvorfor vente så længe? - Alle børn elsker jo at lege med en bold. Derfor benytter vi mage forskellige slags bolde - bordtennisbolde, badebolde, balloner, store og små skumbolde. Ja, stort set alt, hvad der kan kastes og rulles med, pustes og sparkes til. Kai Jarl Nielsen lægger ikke skjul på, at man håber på, at det på længere sigt vil resultere i, at børnene måske får interesse for at dyrke boldspil i én af klubbens afdelinger. - Men det er ikke det primære. Det primære er, at børnene får mulighed for at lege og være sammen. Det er Kai Jarl Nielsen, Mette Krog Andersen og Berit Malberg, der vil tage sig af aktiviteterne på BI-centeret, og de håber, at der bliver rigtig mange. - Vi har to bordtennislokaler, der kan bruges, så der er plads til næsten alle dem, det skal være. Vi mødes sidst på eftermiddagen, så det ikke kolliderer med andre spillere, understreger Kai Jarl Nielsen. De tre har selv børn i to-fireårs alderen, og det var i forbindelse med et møde i børnehaven på Sct. Georgs Gården, ideen fødtes. Brønderslev Idrætsforenings bordtennis-afdeling har skænket de bolde og det andet udstyr, der skal bruges til aktiviteten. Kai Jarl Nielsen er tilknyttet bordtennis-afdelingen, mens Mette Krog Andersen og Berit Malmberg er aktive i fodbold-afdelingen. Der er tilmelding til den ny aktivitet på onsdag på BI-Centeret. Denne dag vises lokalerne også frem. Der spilles hver onsdag sidst på eftermiddagen, og der lægges ud onsdag 3. september.