Håndbold

Boldsen får fred i Spanien

Den populære håndboldspiller er kommet langt væk fra den danske presse og de store overskrifter

AALBORG:Det er efterhånden en uge siden, at Joachim Boldsen meldte ud, at han ikke længere har tid og lyst til håndboldlandsholdet. En beslutning som den populære spiller har taget tilløb til gennem længere tid, og derfor var det heller ikke en overraskelse, at der nu er en trøje ledig på landsholdet. Fra landstræner Ulrik Wilbek blev Boldsens beslutning også modtaget med det, der mest lignede et skuldertræk. - Han vil især blive savnet uden for banen, lød det fra Wilbek, der allerede har en afløser kørt i stilling i form af Flensburg/Handewitt-spilleren Thomas Mogensen. Dalende værdi Altså ingen dommedagsprofetier, som da for eksempel Michael Knudsen fik blindtarmsbetændelse før OL, og Wilbek efterfølgende afskrev gulddrømmen. Med hensyn til Boldsen har landstræneren langt hen ad vejen ret. Playmakerens sportslige værdi ved de seneste to store turneringer, EM og OL, har ikke været noget at skrive hjem om i forhold til, hvad man tidligere har set fra Joachim Boldsen. Når det er sagt er dog også meget tvivlsomt, hvor meget Joachim Boldsen kommer til at savne landsholdet og i høj grad al virakken omkring nationalmandskabet til de store slutrunder. Traktoren har i den sammenhæng tydeligvis også kørt på reservetanken, og selv hans ellers så velkendte glimt i øjet har på det seneste virket en smule anstrengt. Forståeligt, for Joachim Boldsen har i takt med landsholdets stigende popularitet malet sig op i en krog, hvor han evigt og altid skulle være det kække, frække og til tider kontroversielle indslag, når de mange journalister og kamerahold kom forbi. Dans i ugeblade Derudover tog håndboldspilleren et spring fra sportssiderne til ugebladene i forbindelse med den meget omtalte Vild med Dans-deltagelse, og i AaB fungerede han i en skadesplaget sæson mere som marketingsinstrument end som håndboldspiller. Det har uden tvivl tæret på kræfterne og betydet, at Joachim Boldsen i nogle tilfælde blev profileret på en måde, han nok helst havde været foruden. Han har selv i et tidligere interview udtalt, at han påtager sig en rolle i det offentlige rum og i pressen, som er et godt stykke fra den person han er, når kameraerne ikke snurrer. Det kan denne journalist bekræfte efter både med og uden en mikrofon i hånden at have oplevet Joachim Boldsen. Mikrofoner slipper Joachim Boldsen i stort omfang for i sin nye tilværelse i Spanien. For nok er den spanske liga den næstbedste i verden, men pressedækningen er slet ikke på niveau med det, der er tilfældet i Tyskland, og Danmark for den sags skyld. Derudover bliver flere af kampene i løbet af en sæson spillet i halvtomme haller. Så trods et pres rent sportsligt kan Boldsen se frem til at få mere ro om sin person i den kommende tid. Ingen Gravesen Hvor meget er det for eksempel lige man hører om landsholdsprofiler som Kasper Hvidt og Lars Jørgensen i løbet af en sæson i den spanske liga. Selv om han nu bliver gemt væk i Spanien, bliver der ikke tale om en ny Thomas Gravesen-historie. Rent sportsligt er Joachim Boldsen i gang med at levere varen i Barcelona, og nu får han fred og ro fra Wilbek og kompagni og især den danske presse. Det er ham vel undt. Han har mere end udtjent sin værnepligt på det område.