Skagen

Bolig - nu med solopgang

SKAGEN:Da fisker Svend Aage Bernhardsson for næsten 14 år siden sagde ja, tak til at flytte ind i en boligforeningslejlighed på Minervavej, var det både, fordi han manglede et sted, hvor der var mere ro end i Mosegården, og fordi boligforeningen lovede ham, at det rod, der var på nabogrunden mod øst, ville forsvinde i løbet af et år. Roen til at få sovet ordentligt var der med det samme, men det frie udsyn mod øst og mod solopgangen er først kommet for nylig. - Det er dejligt nu at kunne se solen stå op om morgenen fra både stuen og soveværelset, siger Svend Aage Bernhardsson. - Nu går jeg også ind i stuen for at se ud og nyde udsigten. Det har jeg ikke gjort hidtil. Det var et sted, hvor man kunne sidde og læse avisen - for udsigten var blot en stor hvid mur og et gammelt bliktag. - Det var selvfølgelig noget, jeg havde vænnet mig til, men derfor er det alligevel dejligt, at der nu kommer lys og sol ind gennem vinduerne, siger Svend Aage Bernhardsson. Grunden ved siden af de østligste af lejlighederne på Minervavej har skiftet ejer for kort tid siden, og den nye ejer har fået medarbejderne hos entreprenør Svend Aage Christiansen til også at rydde op på sin grund. Svend Aage Christiansen ejer selv omkring 40.000 kvadratmeter mellem Nordre Ringvej og Butterstien, og dem er man i fuld gang med også at rydde for "alt muligt" affald. Der er ikke umiddelbart planer for, hvad der skal ske på de ryddede arealer, men områder er udlagt til boligbyggeri. - Så håber jeg, at der ikke kommer et nyt hus lige foran mine stuevinduer, siger Svend Aage Bernhardsson.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst

Mest læste