Boligchef beholder fratrædelses-penge

Den tekniske chef for det nu nedlagte Boligkontoret i Aalborg Klavs Bruntse får lov til at beholde en fratrædelsesgodtgørelse på godt 300.000 kroner, som han fik op til Boligkontorets lukning.

Advokat Peder Fihl, der står for den endelige afvikling af Boligkontoret, oplyser, at Boligkontoret ikke vil forsøge at få pengene tilbage, selv om der har været spekulationer om, hvorvidt Klavs Bruntse senere har brudt en grundlæggende forudsætning for at få det gyldne håndtryk. Som NORDJYSKE Stiftstidende omtalte i efteråret, fik Klavs Bruntse fratrædelsesordningen nogle måneder før Boligkontorets lukning ved indgangen til 2004. Som ved alle andre fratrædelsesordninger i Boligkontorets regi var det en forudsætning for udbetalingen, at han ville gå på pension. Efterfølgende viste det sig, at han i en periode var blevet ansat i deltidsstillinger hos Hasseris Boligselskab og PlusBolig, der er to af de tre nye organisationer, som Boligkontoret nu er splittet op i. Kritik Det faldt blandt andre Boligkontorets sidste formand Henning Agerbak for brystet. Han kaldte det uetisk, at nogle af de mennesker, der var med til at bevilge fratrædelsesordningen i Boligkontorets regi, efter hans opfattelse bagefter brød forudsætningerne ved at give Klavs Bruntse genansættelse i deres nye organisationer. - Spørgsmålet har været diskuteret på et møde i forbindelse med Boligkontorets afvikling. Det har ført til en beslutning om, at Boligkontoret ikke kan eller skal rejse noget tilbagebetalingskrav, siger advokat Peder Fihl. Der stod ganske vist i bestemmelserne for Boligkontorets fratrædelsesordninger, at det var en forudsætning for udbetalingen, at modtageren skulle gå på pension. For uklart Peder Fihl forklarer imidlertid, at Boligkontoret står svagt, fordi det ikke blev gjort klart nok ved udbetalingen af pengene, at Klavs Bruntse heller ikke måtte påtage sig nogle opgaver på deltid af den art, som det var tilfældet. - Det skulle simpelthen have været skåret mere ud i pap ved aftalens indgåelse, før Boligkontoret kunne kræve pengene tilbage, siger advokat Peder Fihl. Klavs Bruntse er glad for at høre, at han ikke har gjort noget forkert. - Men det kommer nu ikke som den helt store overraskelse. Jeg har sovet udmærket om natten, for jeg har ikke på noget tidspunkt følt, at jeg har gjort noget forkert. Jeg har selvfølgelig konsulteret advokat og revisor, og de har også vurderet, at der ikke var noget at komme efter, siger Klavs Bruntse.