Boligejere i kø for at kurssikre lån

Den stærke krone har fjernet efterspørgslen på euro-lån

Betalingsmidler 11. september 2002 08:00

AALBORG: Den rekordlave rente får nu de nordjyske boligejere til at stå i kø hos Nykredit og Realkredit Danmark for at låse deres rentetilpasningslån fast før tiden. - Normalt sker den nårlige rentepasning i december, men mange boligejere med rentetilpasningslån ønsker allerede nu at kurssikre deres lån og dermed være sikre på at have en rente hele næste år, fortæller John Borrisholt, områdechef hos Nykredit i Aalborg. Også hos Realkredit Danmark oplever man i øjeblikket mange flexlånskunder, som ønsker at oprette en fastkursaftale for rentetilpasningen til årsskiftet. - De korte renter er i løbet af den sidste uge faldet med næsten 50 bp. til rekordlave niveauer. De lave renter gør det f.eks. særdeles attraktivt, at optage et flexlån af typen F3, hvor den lave rente er sikret i tre år, og ydelsen er meget lav i forhold til en F1'er, hvor renten kun er låst fast i et år, siger Allan Aagaard, nordjysk områdedirektør for Realkredit Danmark, (RD). Han tilføjer, at man hos Realkredit Danmark ikke forventer, at renten kommer meget længere ned end den er nu. Omvendt tror man hos Realkredit Danmark heller på større rentestigninger frem til årsskiftet, men udsigterne til en mulig amerikansk krig mod Irak giver et nervøst marked, som kan påvirke den globale rentedannelse. Mens boligejerne for et år siden efterspurgte mange lån i euro, er salget af eurolån nu gået helt i stå, oplyser John Borisholt fra Nykredit. - Kronen er i dag så stærk overfor euroen, at valutarisikoen er for stor i forhold til den marginale renteforskel, som vi ser i øjeblikket mellem obligationslån i danske kroner og obligationslån i euro. Vi fraråder i dag at optage boliglån i euro, medmindre man også har sin indtægt i euro, siger John Borrisholt. Selv om renten på et et-årigt rentetilpasningslån nu er rekordlav med en rente på 3,6 pct, er der mange lånere, som netop nu konverterer fra rentetilpasningslån til fastforrentede lån, tilføjer John Borrisholt. - Vi har hos Nykredit ikke nogen standard anbefaling af hverken fastforrentede lån eller rentetilpasningslån. Vi spørger os frem til den enkelte kundes ønsker i forhold til riskioen ved et lån med en variabel rente. Men der er mange lånere, som ikke tror på, at vi kan blive ved med at have en så lav rente som vi ser nu, og derfor ønsker at omlægge deres rentetilpasningslån til et fastforrentet obligationslån, så de får sikkerhed for at bevare den lave rente og samtidig får mulighed for at konvertere opad og dermed reducere restgælden, hvis renten stiger, siger John Borrisholt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...