Boligejere låner for at spare op til pension

Scorer rentegevinst

AALBORG:Den rekordlave rente får nu mange boligejere til at lægge deres lån om, så de i stedet kan spare mere op i ratepension. Det siger Allan Aagaard, nordjysk områdedirektør for Realkredit Danmark, til NORDJYSKE Stiftstidende. - Vi ser mange tilfælde i øjeblikket, hvor boligejerne omlægger lån og måske endda tager lån i friværdien for at kunne spare mere op i ratepension. I øjeblikket er renten på et flexlån 3,1 pct før skat og 2,3 pct. efter skat, men hvis man sætter sine penge ind på en ratepension kan man opnå en skattefri forrentning på mellem 4 og 5 pct. Det er således en ganske god forretning at tage et flexlån for at kunne spare mere op på sin ratepension, siger Allan Aagaard. Hos Realkredit Danmark har man usædvanligt travlt i øjeblikket med at omlægge lån fra 7 og 6 pct. fastforrentede boliglån til fastforrentede 5 pct. boliglån. - Renten er historisk lav i øjeblikket, og det er der mange, som udnytter til at få et meget billigt fastforrentet boliglån. Der er næsten ingen, som optager flexlån lige nu, men til gengæld er der heller ingen, som skifter fra flexlån til fastforrentede obligationslån, siger Allan Aagaard, Hos Realkredit Danmark råder man lånere med flexlån til at blive i disse. - Vi forventer, at den et-årige flexlåne-rente vil falde lidt i de kommende tre måneder, for så at stige svagt med mellem en til halvanden procent i de næste halvandet år. Men da der i dag er en forskel på to pct. mellem den lave flexlåne-rente og den høje faste rente for 30-årige boliglån, er det efter vores opfattelse stadig fordelagtigt at have et flexlån, siger Allan Aagaard.